Lidt for vanlig stil …
Herslev og Skands dominerer årets udvalg af juleøl i Irma, med henholdsvis tre og to øl. Hvis ret skal være ret har Thisted Bryghus dog også to øl med, nærværende og Julefred, der imidlertid blev anmeldt her på bloggen for æoner siden, så den er ikke med i den samlede vurdering.
Jeg har hørt meget godt om Julefnug tidligere, men ikke rigtig prioriteret den, hvorfor jeg blev glad for at se den blandt Irmas udvalg af julebryg, for så skulle det endelig være. Skuffet blev jeg til gengæld over bagetiketten, der kunne afsløre, at Thisted igen-igen-igen-igen har kastet sulfit i deres øl, et potentielt skadeligt tilsætningsstof der er helt og aldeles unødvendigt, og i øvrigt i strid med den økologiske profil, der gjorde bryggeriet landskendt.
Men de må jo selv afgøre, om de vil huskes som ‘Sulfitbryggeriet’ eller ‘Bryggeriet med den økologiske profil’. Jeg ved i hvert fald, hvad der lyder bedst, om ikke nødvendigvis mest mundret. Og jeg skal jo også kun drikke en enkelt i aften, og uanset hvor skadeligt sulfit måtte være, så er halveringstiden faktisk meget meget kort, og nedbrydningen i kroppen fuldstændig, og i lyset af mit forbrug af dette bryg, eller bryg i det hele taget, er der vist ikke så meget at være bekymret for.
Brygget selv er jo alligevel flot, gyldenrødt med off-white til letgyldent, cremet skum. Det er tydeligt filtreret, ganske klart med store bobler der velnok afslører, at brygget også er tilsat kulsyre. Duften er tung og kraftig af halm, en aggressiv humle, der ikke lader megen plads til andre indtryk.
Smagen viser sig dog at være mere nuanceret. Fylden slår igennem med det samme, og giver en rar og blød mundfylde. Brygget føles krydret af nelliker og fennikel, endskønt krydderier er noget af det, der ikke er tilsat brygget. (Det ville ellers ikke have været et dårligt bytte, at skifte tilsætningsstofferne ud med krydderier, men lad nu det ligge.)
Man fornøjes over bryggets runde og rare krop, der forbliver intakt selvom den noget brutale humle da titter frem og samtidig giver brygget noget ligefrem bitterhed. Denne mærker man dog først i eftersmagen, efter at brygget har passeret mandler og gane, hvor en ellers ekstrarar, blød og sød fylde af vanillie udgør en slet ikke ueffen mellemstation.
Julet? Tjek! Velsmagende? Tjek! Interessant og godt sammensat? Tjek! Det eneste jeg har at brokke mig over, er det efterhånden sædvanlige ved Thisted Bryghus’ produkter – den tilsatte sulfit.
Hvorfor skal det være nødvendigt. Brygget smager jo godt. Ingen skal bilde mig ind, at det ville komme til at smage grimmere, om sulfitten blev undladt.
Kaj out.