Ikke værd at holde tale om …
Teknisk set burde denne øl være blevet anmeldt før jeg udgav årsstatussen i sidste indlæg, for den blev drukket i det gamle år som den sidste rest af juleølsbeholdningen. Men ligesom jeg ikke har gennemgået hver eneste anmeldelse af hver eneste øl i årsberetningen, men kun slået ned på de få, der tegnede året, er intet forgjort i, at brygget her først omtales nu – jeg kan allerede nu afsløre, at det ikke rokker synderligt ved placeringen blandt de bedste eller for den sags skyld de allerværste af sidste års øl.
Den blev forbrugt inden for de sidste par timer af det gamle år, af mig og en af vores gæster. Gæsterollen stod en af mine gamle studiekammerater, og en af Lindas gamle studiekammerater, der i dag – uden vores mellemkomst danner par, sådan er verden så lille – for. Desuden havde min gamle studiekammerat sin datter med, som jeg sidst så som fire-årig tilbage i år 2000. Der sker noget med unge mennesker i løbet af 13 år, skulle jeg hilse at sige.
Det er et mørkt, rødbrunt bryg med tæt og ganske holdbart, cremet, gyldent skum. Duften er ganske julet, først og fremmest sød med noter af vanille og marcipan.
Smagen lægger godt ud med julede indslag af bittersøde valnødder og et krydret indslag af nelliker. Fylden er godkendt, og det hele spiller godt sammen, omend det ikke er prangende. Såvidt de første par minutter. For af en eller anden grund forsvinder de rare, julesøde og julekrydrede indslag som skummet fra Carslbergs sukkersøde pseudocider, og erstattes med lidet julede smagsnuancer.
Syren starter i det små, tager til, og overtager. Brygget bliver mere og mere som eddike – eddike og svedsker, og her kommer man ikke til at tænke på det fede fyld, der giver juleanden smag, men kun den syrligt-væmmelige fornemmelse, der ud over at give grim smag i munden også fortæller én, at man om føje timer får dårlig mave. Fylden ryger også lige så stille fløjten, og et vandelement, der i det mindste formår at fortynde den stadigt grimmere smag, træder også mere og mere frem.
Brygget var altså ikke værd at holde nytårstale om. Det skulle da lige være Kathrine Lilleørs nytårsprædiken,; den smule, jeg hørte, gav (ligesom alt andet, hun lukker ud) omtrent samme grimme smag i munden.
