Panik ved Julefrokosten …
Og hermed ikke mere jul fra Kajs Ølblog i denne omgang. Selv min kære gamle far har fået taget juletræet ned i anledning af Hellig Tre Konger, så det er på høje tid at afslutte festen. Helt så fast som min far har jeg aldrig stået på traditionerne, hvilket nok skyldes, at jeg ikke tror så meget på den slags. Jeg holder mest jul for at højtideligholde jordens hældning på 23,4 grader mod ekliptika, og de trængsler, det medfører er ganske vist knap overståede, men det bliver da i det mindste lysere i vejret.
Ørbæk står bag dette økologiske juleindslag. Jeg påskønner bryggeriets kompromisløshed i forhold til økologien, men er til gengæld sjældent voldsomt imponeret at det, der bliver tappet fra brygkarrene. Det er som om, de prøver og prøver men lige meget (eller lidt) hjælper det.
Her har de forsøgt sig med en juleporter iblandet dadler og ingefær. Det er på papiret ganske julet. Duften giver også mindelser om for meget ris a la mande oven på for meget and, flæskesteg og brunede kartofler. Ingefæren giver sig til kende, uelegant indsmurt i lidt for sød hindbærsovs (kirsebærsovsen må være forbyttet) og kommer ud som alt for sød og kvalm kanelessens.
I smagen vælter indtrykkene over hinanden. Oversødet kirsebærsovs over ris a la mande med alt for meget sukker i kanelen blander sig uskønt med kaffen, der har fået så mange bønner for meget, at den klæber til ganen som engelsk lakrids. Kvalmen efter for meget and og flæskesteg fortsætter, og man forestiller sig hele julemiddagen væltet ned i en mægtig blender, som man faktisk ikke engang har gidet lade køre så længe, at oplevelsen i det mindste blev ensartet.
Sødt, krydret, lakridslignende, bittert og syrligt vælter ukontrolleret rundt mellem hinanden. Det er bestemt ikke Peters Jul, som man fik læst højt i julestuen i barndomsårene, eller Nødebo Præstegaard, som man som lidt ældre faldt i søvn til. Nej, der er vist tale om Donald Trump og families jul i Trump Tower midt i al den rodede gyldne kitsch og med lige dele dekadence og smagløshed.
Men kraft og vælde kan man i det mindste ikke nægte, at brygget har. Kønt eller julehyggeligt bliver det til gengæld aldrig.
Hvad er den egentlige historie bag? Jeg forestiller mig brygsjakket ved Ørbæks julefrokost slå mave efter ris a la manden, godt kørende på restlageret af den nu elegant aldrede Meyer Juniper Dubbel. Lige pludselig springer en af svendene op: “Julebryggen!” skriger han. Panikken griber forsamlingen. Brygmester kaster armene i vejret og vræler afmagtens skrig mod kælderloftet. Svende og svendinder pisker rundt, panisk skrigende mens arme flagrer og krogede fingre river hele totter hår ud. Pludselig gjalder et vældigt drøn gennem lokalet. Det er kassereren, der netop har brugt et af de store kobberlåg til brygkarrene som gong for omgående at kalde forsamlingen til handling …
Hurtigt findes et kar og nogle remedier frem … Dadlerne! Dem var der ingen der gad røre. Ingefæren, der blev til overs efter tilberedning af julekagerne. Og så ellers bare noget malt, noget gær … Det hele rodes sammen uden anden plan end den panikken før lukketid så ofte har været så behjælpelig med …
Og voila. En øl, der smager præcis sådan som man må forvente af sådan en historie.
Det er selvfølgelig bare noget, jeg har fundet på. Men jeg vil næsten vædde på, at min historie er mere underholdende end det, der virkelig skete – og ville have tjent som en rimelig undskyldning.
