Snebajer minus industri …
Glædelig Bagjul allesammen. Jeg håber jeres var god – min var i hvert fald aldeles udmærket. Traditionen tro blev højtiden fejret hos min ekshustru sammen med vores børn og hendes nye mand. Menuen stod på økologisk and og flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål og andre lækkerier. Dertil kom selvfølgelig øllet, som eks’ens gemal i samarbejde med undertegnede tog sig af.
Der var tre forskellige på programmet. Til den fede julemad havde jeg valgt den eneste af de tre Anarkist-øl fra Royal Unibrew, som havde formået at imponere mig, nemlig deres Brown Ale. Den viste sig imidlertid at være bitrere end jeg kunne huske, og derfor egentlig ikke helt perfekt til julemaden. Det var til gengæld den Petrus Kriek, som Niels (ham med de ugandiske øl) havde reddet mig fra et restparti i hans lokale Fakta. Props til ham for den helt ideelle ledsager til ris a la manden.
En anden tradition, jeg ikke valgte at give slip på denne jul, var den øl, jeg drak i løbet af dagen. Dette år kom den fra Aarhus Bryghus, og var en fødselsdagsgave fra min bror. Det er altså min bror, og kun min bror, der har skylden for, at Aarhus Bryghus’ i forvejen hårdt prøvede brygmester endnu engang må lægge ryg til mine tirader. Jeg har fortsat bryggeriets ‘banan-øl‘ i alt for frisk erindring, men fortsætter hjertens gerne dansen om den varme grød en rum tid endnu, så jeg ikke behøver sådan rigtigt at prøve den med anmeldelse og det hele.
Brygget her er ganske flot og dyborange – analogt med tilsætning af appelsinsaft og appelsinskalolie. Begge dele er jo også ganske julet. Dertil kommer nelliker – også julet, men resultatet er nu ikke så mørkt, som bryggeriet helst vil være ved. Dyborange og aldeles flot – helt sikkert, men næppe mørkt. Brygget skummer kun lidet, men til gengæld nydeligt matchende brygget i sin gyldne tone.
Det dufter syrligt-krydret af brunkål. Dertil kommer en sødlig em af mere overmoden end bare moden appelsin. Smagen er til gengæld rar og noget mere venlig, end den mere end bare mildt truende bouquet. Fløjlsblød, for ikke at sige glat mod tungen, løber den raskt mod svælget. Den efterlader såmænd et vist indtryk med sin afdæmpede brunkålslage på en småbesk pilsnerbund. Men noget festfyrværkeri er den ikke. Men det er jo også først en uges tid senere det er på programmet.
Kombinationen af småbesk til harsk pilsnerbitterhed og en til tider industriel syrlighed finder man tit i danske julebryg, og nok mest udtalt i Tuborgs snebajer. I Aarhus Bryghus’ julebryg er det langt fra slemt, og brygget spiller mere på aromatiske og krydrede noter, frem for ligefrem at gå all ind på det industrielle. Alligevel kan den ikke se sig fri for at spille lidt for meget med på en smagsprofil, der i grunden hverken er særlig julet, eller særlig attraktiv i det hele taget. Det er vel sådan snebajeren ville smage, hvis den ikke blev produceret i et multimillionoplag, og der blev lagt bare en lille smule menneskelighed og kærlighed i den.
Men meget bedre bliver den ikke, for helt grundlæggende bør julebryg være sødt og fyldigt – ikke letflydende og bittersyrligt.
– Synes jeg i hvert fald.
Anarkist-øllene er faktisk mikrobryg. Dvs at de ikke rammer den samme smag fra gang til gang. Da jeg besøgte dem, bemærkede jeg over for dem at deres browm ale havde en del diacetyl. De indrømmede at de med første bryg ikke var kommet helt i land, og de justerede undervejs. Det forklarer din erindring om brown ale.
Jeg foretrækker med andre ord det fejlslagne bryg, hvor der var for meget diacetyl? Det synes jeg faktisk er lidt sjovt. Men ganske rigtigt husker jeg brygget som overvejende sødt og karamelagtigt. Det er faktisk aromaer, jeg rigtig godt kan lide i øl.