Er det den næstsidste? Det tror jeg faktisk, det er. Efter denne øl, er der kun en enkelt julebryg tilbage, så er efterslæbet efter jul vundet ind.
Julebirk er en fancy hipsterøl fra det nordiske køkken. At det ikke er tysk, kan ses på, at det er tilsat andet end vand, malt, humle og gær – noget bryggeriet bryster sig af, at holde sig til, hvorefter de gang på gang putter andre ting i alligevel. I dette tilfælde drejer det sig om hibiscus og birkebark, som jeg advarede; nyt nordisk.
Der skulle være tale om en belgisk blonde, og så er jeg jo allerede ret bange. Nogle af de fæleste øl, jeg har prøvet, er af den type, især på grund af deres odeur og – er man rigtig uheldig – smag af halvforgamlet, spritmættet banan. Det, der giver smagen lyder i sig selv skummelt – der er tale om estere, stoffer fra gærens stofskifte, i dette tilfælde Isoamyl Acetat … Det lyder næsten mere giftigt end dihydrogen monoxid, og er det sikkert også!
Og det er go’ nok. Lugten af netop halvgammel, sprittet banan kan tydeligt mærkes i det i øvrigt ikke specielt lyse bryg. Skummet er lyst, indrømmet, mens brygget mere ligner en jordprøve fra de lokale bornholmske landbrug.
Det lover jo på den anden side godt. Og bananen ledsages da også af noter, der er lidt mere tvetydigt ildevarslende. Syre, der formentlig hidrører fra birkebladende gør deres entre og giver brygget en friskhed, der forhindrer bananodeuren i at give en alt for voldsom hovedpine med det samme.
Og brygget viser sig endda at være ét af de få, jeg har prøvet, hvor banansmagen ikke er for voldsomt præsent. Den holder sig i det søde, modne, men ikke for gamle. Spritten holder sig samtidig i baggrunden – brygget holder trods alt for belgiske blonds beskedne 6,5%. Det småkvalme melder sig ikke desto mindre … det er faktisk interessant, hvordan jeg ellers er glad for banan – bare ikke som smag i min øl. Men smager min øl af svedsker, rosen- eller blomkål – ting som jeg kun putter i hovedet under højlydt protest – synes jeg som regel, det er en fest.
Heldigvis er bananen kun initial. Den afløses af en noget mere palatabel ferkensmag, ledsaget af aromatisk bitterhed af nelliker og kanel. Og så er julen jo også reddet, selvom grinchen fik blandet lidt forstyrrende banansmag i.
Jeg anbefaler en serveringstemperatur, der er lidt højere end man måske forventer af en belgisk blonde. Alkoholen integreres først ordentligt i brygget ved 10-12 grader. Uanset hvad kan brygget ikke se sig fri for at være en smule ude af balance og ikke helt sikker på, hvilken retning, der egentlig var tiltænkt.