Spritter-øl til øko-jul
Det var flæskestegen, vi kom fra.
Den var også go’,
stegt i stegeso
Endnu engang var sovsen så tyk, at den skulle tygges, der var hvide kartofler og en rest rødkål. Dertil nød jeg Thisted Bryghus’ bud på en julebryg, Jule Ren, en 7,9 % skatteklasse 3-økologisk blanding af overgreb på danske retstavningsregler, og et forbløffende dårligt ordspil på ordet ‘ren’. Ha ha ha, der er en ren (og ikke en beskidt hjort) på etiketten. Det er bare ærgerligt, at uanset om morfemet ‘ren’ opfattes adjektivisk eller substantivisk, skal det skrives i ét ord sammen med ‘Jule,’ hvilket fugeelementet -e- i sig selv er en mere end overbevisende indikator på.
Det hedder heller ikke jule træ, jule mand, jule frokost, jule brandert eller jule spritkørsel, vel?
Meget apropos det sidste, er den meget høje alkoholprocent i dagens øl rigeligt til at gøre det kriminelt at køre på juleudflugt eller nytårsudflugt efter at have hældt en af disse i sækken. Og den er også den suverænt stærkeste af samtlige juleøl, jeg har prøvet på denne blog.
Til gengæld er det også den juleøl, der i sin fremtræden og smag er mindst julet. Juleøl tilsættes ofte forskellige krydderier og andet, der får smagen til at matche den søde julemad. Dette lykkes både i bedre og ringere grad, men netop Jule Ren er karakteriseret ved, at den næsten er fuldkommen ulig de øvrige juleøl i både udseende, ingredienser og smagsbillede.
Den ligner faktisk bare en almindelig pilsner, når den skænkes. Den dufter ganske vist kraftigere, end danske pilsnere normalt gør, ja endnu engang aktiveres mine minder om det øl, mine forældre bryggede på badeværelset i min barndom. Ganske vist er det endnu engang kun nostalgi og ikke ubehag, det vækker, men øllet mangler altså fuldstændig den mørke farve, som de øvrige juleøl har haft.
Et kig på indholdet afslører da også et totalt fravær af andet, end malt, humle, vand og gær – økologisk naturligvis. Det er alt sammen meget godt, men der findes faktisk en mangfoldighed af arter af ovenstående ingredienser til at justere både smag og farve. Men åbenbart har man kun brugt almindelig pilsnermalt og -humle.
Det må også undre, at man har valgt at kalde en øl, der også smager så meget af stærk pilsner, for en juleøl. En Jule Ren har nemlig en ganske solid og gennemtrængende pilsnerbitterhed, der ender med blidt at kilde de allerbagerste smagsløg ved mandlerne. Lidt harskt bliver det dog over ganen, hvilket nok skyldes den høje alkoholprocent. Det tipper balancen i smagen til den måske lige lidt for harske side. Men om man synes, det er ubehageligt, er et spørgsmål om personlige præferencer.
Der er dog intet julet ved den stærke bitterhed. Faktisk kan jeg ikke se noget julet ved Jule Ren overhovedet. Hvis man til gengæld droppede hele jule-konceptet, og i stedet valgte at markedsføre den som en stærk skatteklasse 3-øl, a’la Tuborgs Fine Festival eller Carlsbergs Elephant, – ja altså en spritterøl i min terminologi – så ville man for første gang have en skatteklasse 3-øl af pilsnertypen, der rent faktisk smagte godt. For dens ulighed med juleøl til trods, er det faktisk en god, stærk øl. Jeg er egentlig overrasket over, at man kan gøre, hvad der må betegnes som en almindelig pilsner endnu bedre, blot ved at gøre den ekstra stærk.
Jeg har vaklet lidt mellem 2½ og 3 stjerner. Efter ønske fra min viv vælger jeg 3 stjerner. Den har ikke megen værdi som en juleøl, men som øl i sig selv – og navnlig som spritterøl – opviser den nogle kvaliteter, som jeg ikke har set hos den type øl før, og det fortjener den kredit for. Samtidig er en Jule Ren fra Thy, hvilket ifølge min viv i sig selv er en kvalitet.
Det var alt for i år. Godt nytår allesammen, vi ses i 2011.
