Sikker vinder …
I dag er det præcis et år siden, jeg anmeldte To Øls Jule Mælk, Cognac Edition i anledning af sidste års andet (det første kan man læse om her) store koncertbrag i Pumpehuset.
Marcus, det gale menneske, havde efter rigtig mange gode øl tænkt sig, at vi skulle have endnu flere, og havde derfor slæbt mig, og vores nye fælles venner fra Tyskland, med på Taphouse. Marcus mente ikke det var tid til wind down, så han købt noget nær det stærkeste og tætteste han kunne finde – denne øl i en særlig cognac-version.
Nu er det så blevet tid at prøve den au naturel og på flaske. Det kan jeg allerede nu afsløre, at den ikke er blevet ringere af. Den er heller ikke blevet ringere af at være afprøvet både med nulstillede smagsløg og væsentligt mere opmærksomme øvrige sanser. Det midlertidige høretab efter Jo Quail og Myrkur var den mindste udfordring hin aften i 2018. Tiltagende hæshed og smagsløg der for længst var afsvedet af rigeligt surt og bittert, levnede ikke den store opmærksomhed på de små detaljer, da jeg i en fyrre hestes brandert skulle kæmpe mig gennem den fede tjæresuppe.
Lad mig først takke SuperBrugsen i Thisted for at have denne perle på hylderne. De kan være sikker på mig som aftager af alt i denne kaliber, de måtte have at byde på i fremtiden. Mere af det ville være stærkt påskønnet, idet ekstraordinære specialøl er en mangelvare her på egnen.
Brygget har sit navn efter den tilsatte laktose. Jeg husker ikke længere præcis hvor jeg fik det at vide, men angiveligt skulle ølgær ikke kunne nedbryde laktose, hvorfor man kan anvende den til at gøre øl sødere, uden at gøre det stærkere. Med sine 15% alkohol behøver brygget vel egentlig heller ikke være stærkere, så i det perspektiv er laktosen forståelig.
Et flot, højt, brunt skum stiger lystigt – omend ikke unødigt hurtigt – over den kulsorte tjære. Man overvejer et øjeblik, om ikke brygget snarere skulle have været leveret i en metalbakke, så man kunne bruge det til at smøre rugbrødsmadder med. Eller måske snarere franskbrødsmadder, som de brankede sukkeraromaer, der åbenbarer sig i den tætte bouquet, ville klæde meget bedre. Det samme gælder den tørre røg, den stærke kaffe og den tykke sveskegrød.
En ren sødmebombe er, hvad der møder smagsorganerne. Farinsukker, figner, svesker, den fineste kaffe med blåbærsirup og rigeligt fløde – et overflødighedshorn af aroma. Et festfyrværkeri af smag. Mørkt, tykt, intenst – og alligevel sødt som selve juletiden, filtreret og destilleret til en kompakt masse, så koncentreret at den fremstår ganske sort, og næsten knaser mellem tænderne i sin vældige sødme.
Hold da op et bryg! Jeg må, hvis jeg får lejligheden, aflægge et besøg hos cognac-udgaven igen. For bare uden cognacen, er brygget en ener, og jeg forestiller mig ikke, at cognac skulle gøre oplevelsen mindre på nogen måde. Jeg behøver næppe nævne, at brygget i dåden er en long drink. En intens nippe-og-nyde oplevelse, der holder sig hele juleaften – efter middag og ris a la mande. Nyder man den til maden, smager man ikke andet.
Behøver jeg sige, at jeg ikke forventer bedre juleøl denne sæson?
