Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Jule Mælk Cognac Edition, To øl (Quail-Myrkur-mayhem II)

It should have been a tiny …

Den eminente cello-ekvilibrist Jo Quail var jo egentlig blot opvarmning den lørdag aften i Pumpehuset. Ikke desto mindre spillede hun lige op med hovednavnet – hvis hun da ikke ligefrem overstrålede det … men jeg er jo nok i virkeligheden bare biased, fordi hun er den af de optrædende, jeg fik mig en selfie med.

Myrkur trykkede den i hvert fald også max af. Hun startede med et udvalg af folkesange i dæmpet, gylden belysning, hvor man først og fremmest kunne opleve hendes stemmes rækkevidde. Fløjlsblød som den fineste cream ale, men samtidig altid med en dunkel, truende kant, som en foruroligende mørk stout brygget i den dybeste underverden.

Og mørket brød ud – i lys lue – da folkemusiksættet var færdigt. Salen eksploderede i brølende diskantstøj, da hun tog fat på sit dødsmetalsæt. Det, som de fleste nok var kommet for, måtte altså vente til allersidst, og udgjorde højest en tredjedel af koncerten. Det var vildt, voldsomt og ondt, men de forudgående mange minutter med tryllebindende melodiøsitet havde lagt en dæmper på folks smadretrang. I stedet fortsatte vi alle med at stå ganske stille, aktivt lyttende til endnu et brølende rabalder af ypperste fængslende underfundighed.

Hvad der præcis skete i løbet af koncerten og hvordan, husker jeg ikke. Men vi faldt i snak med et par venlige mennesker fra Tyskland. Måske hjalp det, at jeg forsikrede dem, at de lige så godt kunne tale tysk til mig som engelsk – for det har jeg det nu altid bedst med, når jeg taler med folk fra mit andet fædreland.

Før vi vidste af det, havde de givet os en runde øl. Så gav vi dem en runde øl, og sådan blev det bare værre og værre som tiden gik. Der er ikke noget at sige til, at vi endte med at blive gode venner. Det var et kærestepar, der ikke var kede at at blive foreviget med undertegnede (tænk at så mange gider). Den ene af dem er desuden trommeslager i det fremstormende tyske dødsmetalband Orcus Patera, så det der med at optræde på selfies med rockstjerner var tæt på at blive en vane for mig den aften.

Der røg et par gode øl mere ned. Ud over To Øl’s ‘Gose to Hollywood‘ (der i øvrigt ikke er en gueze, som jeg fik skrevet, men derimod en gose – ja, det er åbenbart en type for sig selv. Tak til læseren Nils Byrial Andersen for at have gjort opmærksom på dette på bloggens facebook-side) har Pumpehuset blandt andet min foretrukne industriøl, Albanis Mosaic IPA i deres faste udvalg. Men på et tidspunkt – enten fordi larmen fra barens anlæg blev os for meget, eller fordi stedet simpelthen lukkede – valgte vi at skride videre ud i byen.

Valget fald på Taphouse, hvor jeg for nogle uger siden nød nogle eminente smagsprøver sammen med en af mine læsere – Niels. Det var Marcus der valgte endnu en øl fra To Øl. Jeg kunne selv have fundet på samme, men af en ganske anden grund. Jeg ville have valgt den for at fortsætte i et godt spor fra den sidste øl, mens Marcus – der som bekendt var noget mere mellemfornøjet med gosen – snarere gik efter at give bryggeriet en chance for virkelig at vise sit værd.

En Jule Mælk Cognac Edition blev det til. En juleøl tilsat lactose – en tung, pløret og uforskammet mørk imperial stout, der har i alkohol, hvad den mangler i skumdannelse. Mægtige 15% er den oppe på, hvilket angiveligt er bryggeriets egen rekord. Fuldkommen uigennemsigtig er den, når den holdes op mod en endda ganske kraftig pære – så kan man egentlig godt tilgive dem, at skummet nærmest glimrer ved sit fravær.

Man kan høre på optagelsen fra min mobiltelefon, at jeg er ved at være godt vissen, og jeg erklærer på stedet, at jeg går omkuld, hvis jeg bunder det lille glas kompakt tjære.

Duft af svesker og lakrids når jeg at konstatere før jeg må holde pause fra indsnusningen, da alkoholdampene alene er ved at gøre en brat ende for aftenens anmeldervirksomhed. Brændt sukker og en antydning af røg emmer også fra den olieagtige substans, men selvom noterne klart har sød slagside, får det ingenlunde brygget til at virke mindre faretruende.

Sød, finsk lakrids gentager sig i aromaen ved smagning, hvor bryggets fylde formår at score topkarakter uden at være overvældende. Tværtimod er brygget overraskende letflydende, og letnedglidende. Nok vil man gerne nyde den langsomt, men frem for små afbrudte nip, egner denne sig at blive nydt legato. En kontinuerlig lille smal strøm, der får lov at løbe fra spidsen af tungen, langs gummerne og om til mandlerne, for så lige at svide en sidste gang i ganen før brygget farer ned gennem brystet til øjeblikkelig indre opvarmning og snarlig glæde, er den ideelle måde at nyde dette prægtige bryg.

“How goes the notetaking?” hører man Marcus kækt inkvirere på optagelsen, hans stemme et nystemt klokkespil i sammenligning med mit eget hæse og rustne pibeorgel af en flækket strube.
“It goes alright,” får jeg anstrengt snøvlet, “this is insanely strong. This is insanely dangerous. What the fuck did you get me into?”
“It’s 15% that’s why we took a small one, which is against everything I believe in,” erklærer Marcus uden antydning af usikkerhed eller skælv i ordstrømmen.
“Good idea with the small” jamrer jeg “it should have been a tiny”.

Sikke en aften! Det der koncert burde jeg gå til langt oftere. Og selvom jeg nu besluttede mig for at begive mig hjem, mens jeg stadig besad evnen til at begive, så var aftenen ikke engang helt slut for mit vedkommende …

På turen til stoppestedet krammede jeg en drag-queen … Jeg købte natmad i en Syv-Elleve helt uden at gøre mig pinligt bemærket … Og at tænke sig … det lykkedes mig at stå af bussen på det rigtige stoppested, da jeg alt for sent ud på natten nåede hjem til Husum.

Updated: 23. december 2018 — 17:20

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme