Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Jule Bryg, Harboe

Uskøn omend godkendt julebryg

Nej, det er ikke med min gode vilje, at jeg deler navnet, når nu det er forkert. Men lige som Harboe har svært ved at lave rigtig godt øl, har de også et problem med retstavningen. Det er i det hele taget en udmærket tommelfingerregel, at hvis en person/ organisation/virksomhed har store problemer med retstavningen, så har de ikke sjældent også problemer med kvaliteten. There I said it – kald mig bare arrogant, hvis I vil.

Og nej, dagens øl formåede heller ikke at brillere, hvad kvalitet angår. Den ser nu ellers ikke værst ud. Gyldent skummer den over en mørkorange pilsnerfarve, der dog viser sig er skabt ved lige dele sukker, og glukosesirup samt ugæret byg. Det er ikke ligefrem rent bryg. På den anden side er det også set værre, fx er der ikke tilsat karamelfarve, sådan som man ellers tit ser det i årstidens øl. Men brygsiruppen kan direkte lugtes i øllets ret tunge, letsprittede – nærmest klistrede odeur.

Smagen er en ikke alt for skøn blanding af sødt og bittert. Lige som i duften er sødmen mere klistret end egentlig behagelig og minder en om den slags overmodne blommer, der gør hvepsene aggressive i august. Den efterfølgende bitterhed er tæt på at blive harsk – men løjer af i sidste øjeblik. Nogen rigtig nydelse bliver den aldrig, den er i forvejen for skarp og sprittet, og lige som sødmen ledsaget af en stikkende metallisk bismag, der fuldender en mest af alt rodet og uelegant smagsoplevelse…

Til julebryggens forsvar skal det dog siges, at den alligevel passer bedre til den søde julemad, end flere af de populære juleøl gør. Nærværende øl er langt mindre harsk i bitterheden, end fx Tuborgs overvurderede Snebajer, og det skal den alt andet lige have kredit for.

2-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 19:29

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme