It’s a sad, sad Christmas …
– DAD
Jeg har stadig en stak juleøl stående, ligesom de foregående år. Men det gør ikke noget, for ikke sjældent er juleøl karakteriseret ved, at der er lidt mere i dem, end i de pjaskpilsnere, borgerne her til lands ellers skyller i sig.
I dette bryg er der fx krydderier. Det fremgår ikke hvilke, men det er i hvert fald mere end de fire klassiske ingredienser; vand, humle, gær og malt. De læsere, der kender mig, vil vide, at det ikke helt er det, jeg mener med mere, når det gælder øl. Jeg tænker på mere smag, mere fylde, mere styrke. Det er noget, man kan få frem ved at ændre på forholdet mellem de fire klassiske ingredienser – især er det sjældent en dårlig ide, at skrue op for malt og humle i forhold til mængden af vand. For meget gær skal man til gengæld passe på med.
Thisted Bryghus vælger altså noget andet – nogle (jeg, fx) ville kalde det at snyde – og så må vi jo se, hvad der kommer ud af det.
Bryggeriet kalder selv deres øl for en brown ale, hvilket ved beskuelse ikke virker helt urimeligt. Brygget er ganske rigtigt mørkt, men tydeligt filtreret og med en off-white skumkrone, der er set mørkere i undergærede wiener-typer. Brygget kunne nemt forveksles med en classic pilsner, hvis det skulle være, for så er brygget heller ikke mørkere.
Duften er måske lidt mørkere. Der er en mild berøring af karamel og kaffe, men det er så mildt, at der virkelig skal sniffes som en anden Sunny Beach-gæst ved et diskotekstoiletbræt, før man sådan rigtig mærker det.
Meget bedre står det heller ikke til med smagen. Også her beskrives den sparsomme aroma bedst som en berøring – og igen en mild én af slagsen. Men, bevares, da også en rar berøring. Igen finder man (efter nogen tids søgen) lidt karamel, lidt chokolade, og et stænk af kaffe, så smulerne da også matcher hinanden. Eftersmagen består af venlig karamel, måske en halv valnød og en enkelt, glemt sveske fra andestegen …
“Vi ønsker alle en Fredelig Jul” skriver bryggeriet på etiketten. Og fredelig bliver den – lidt for fredelig. “Lidt” er i det hele taget kodeordet i dette bryg – “mere” er behændigt udeladt, med undtagelse af varedeklarationen, hvis krydrede addendum hverken gør frem eller tilbage. Der er for lidt at det hele, og resultatet er – som kun DAD kan beskrive det – en både trist og sølle jul.