Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Jubilæumsøl Europamester, Raasted

2017-06-06 18.07.38Disse minder …

Jeg har klippet lidt i den fulde titel på dagens øl. Skal man tro etiketten, er det fulde navn “Jubilæumsøl 25 år 26. juni 1992 – 2017 Danmark – Tyskland 2 – 0 Europamester ’92”. Ikke videre mundret efter min ydmyge mening. Men det hele skal jo med. Det er jo jubilæum for noget, der er næsten (men også kun næsten) lige så vigtigt som anmeldelse nr. 900 på Kajs Ølblog, nemlig Danmarks sejr ved Europamesterskabet i Fodbold i 1992 … hvis altså nogen skulle være i tvivl efter at have tygget sig igennem titlen.

Nederst står desuden alle de andre kampe, Danmark spillede ved det, der måske kan kaldes den største sportsbegivenhed nogensinde herhjemme. Vi taler i hvert fald stadig meget om det, her 25 år efter. Men hvorfor ikke? Englænderne taler angiveligt stadig om 1966, hvor de vandt VM. Tyskerne – ja, det er jo rutine for dem, at vinde den slags turneringer, og at de i øvrigt var forsvarende verdensmestre, da vi slog dem i EM-finalen – som vi oprindeligt slet ikke havde kvalificeret os til – gør selvfølgelig ikke historien ringere.

Og lad mig da bruge anledningen til selv at mindes min oplevelse af mesterskabet dengang (så har jeg også en undskyldning for at udskyde anmeldelsen af øllen – og på den måde holde publikum i skak i åndeløs spænding). Det er jo nok en af de oplevelser, der brænder sig fast resten af livet. Ligesom da man hørte om mordet på Kennedy (som jeg så af gode grunde ikke husker), Challengerkatastrofen, eksplosionen på Tjernobyl, 11. september, Lemmys død samt Anders Foghs magtovertagelse efter Nyrup (uden videre sammenligning i øvrigt), så husker alle, hvad de lavede hin junidag i 1992, da Danmark vandt.

Selv var jeg på Roskilde Festival for første gang i mit liv. Jeg boede i lejr med nogle fra årgangen på Rødovre Gymnasium, hvor jeg var startet i efteråret, da jeg med mine forældre flyttede til Sjælland efter at være vokset op i satellitbyen Hjortshøj nord for Århus (det blev stavet med svensk ‘å’ dengang). Nogle af de venskaber jeg knyttede – ikke bare i gymnasieårene, men ved denne konkrete begivenhed, har faktisk vist sig at holde op til nu. Men det har udviklinen af internettet og sociale medier nu nok også en del af skylden for – men det er en anden historie.

Festivalen blev jo sat på pause, da Danmark mod forventning var kommet i finalen efter at have slået Nederlandene i straffesparkkonkurrence (efter at Nederlandene havde slået Henrik Andersen i den grimmeste tackling siden Allan Simonsen ved EM i 1984. Også det er en anden historie). Og at finalepladsen var så overraskende, at festivalen på rekordtid måtte anskaffe en forbandet masse TV-apparater (det var før projektorer og storskærme blev hvermandseje) så gæsterne kunne følge med i finaleopgøret er sådan set også en anden historie, men ikke desto mindre et faktum, der også har brændt sig fast i min hukommelse.

Aftenen oprandt. Som opvarmning spillede det nu næsten glemte band Extreme, der ikke desto mindre stadig leverede en af de bedste koncerter, jeg har oplevet på festivalen. Damn! En dygtig guitarist de har (ja, de findes åbenbart endnu).

Jeg husker ikke hvorfor. Måske gad jeg bare ikke hypen og de alt for mange mennesker omkring de små tv-skærme, men jeg så faktisk ikke første halvleg. Jeg blev nede i lejren, hvor vi, der havde det på den måde drak et par bajere og bare chillede. Et kæmpe brøl flængede på et tidspunkt stilheden, da Tyskland scorede – svenskerne omkring os jublede, slog flik-flak og grinede skinger synkront, fingerpegende og vrængende idet de triumferende erklærede noget i retning af “HA HA – TYSKLAND HAR SCORET DANMARK HAR TAAAAAAAABT …” – på svensk, naturligvis, men jeg kender ikke svensk retstavning, så jeg har leveret en nogenlunde ordret oversættelse. Tyskerne derimod sagde ingenting …

… måske fordi tyskerne bare generelt er mere anstændige end svenskerne – og skandinavere i det hele taget. Eller også var det fordi det allerede på dette tidspunkt var gået op for tyskerne, at der var off side, og målet blev underkendt. Reddet på stregen …

Jeg kan dårligt huske det videre forløb. Danmark scorer, euforien stiger, og på et eller andet tidspunkt i 2. halvleg bliver min nysgerrighed for stor. Så jeg forlader teltpladsen og går ned på festpladsen hvor det lykkes mig at finde en tv-skærm, hvor der ikke er tætpakket foran. Der står jeg måske 10 minutter, og så sker det – Faxe forøger til 2-0. Et brøl af en anden verden lyder for tredje gang, og kort efter tager alle de tyske gæster – og dem der tilfældigvis står ved siden af en af de tyske gæster – hinanden om skuldrene, og begynder at rokke fra side til side, mens de synger …

“Always look at the bright side of life” …

Og jubelen fra de øvrige festivalgæster vil jo ingen ende tage. Måske med undtagelse af svenskerne, der har været underligt tavse siden tyskernes første mål blev underkendt.

Kampen fløjtes af, og støvskyerne hvirvler rundt overalt hvor danskerne jubler, mens tyskerne fortsat synger Always look at the bright side of life. Men stemningen var fantastisk. Jeg gik tilbage til lejren og røg en splif, mens dem, der ikke havde troet på, at vi ville vinde, blev grundigt forhånet og grint ad.

En lejr med tyske punkere, som boede ved siden af os pakkede sammen samme aften og tog hjem. De fik aldrig set Nirvana, der spillede senere på aftenen – et af bandets meget få koncerter i Danmark. Kurt indledte koncerten med at sige noget i retning af “congratulations with that … sports-thingy …” og så spillede de ellers nogle numre fra Nevermind, og gik igen – men at det i det hele taget var noget af et antiklimaks, ikke kun på grund af triumfen tidligere, men simpelt hen fordi det bare var en dårlig koncert, er også en helt anden historie.

En helt anden historie er det også, at Megadeth dagen efter ønskede Danmark tillykke med nej’et ved afstemningen om Maastricht-traktaten en lille måneds tid tidligere, før de spillede “Anarchy in the UK” som ekstranummer. Europamesterskabet nævnte de derimod ikke med et ord – så vidt jeg husker i hvert fald.

Til gengæld hører det med til historien, at der i støvet på alle biler med tyske nummerplader dagen efter var skrevet 2-0. Det var en meget varm festival, hvor der så vidt jeg husker ikke faldt en dråbe regn. – Så der var rigeligt støv at skrive i.

Sådan oplevede jeg den dag, Danmark blev Europamester i Fodbold. Noget har da alligevel sat sig fast, kan jeg konstatere. Og jeg vil bestemt glemme de begivenheder senere end oplevelsen af denne øl.

Jeg tænker, man fra Raasteds side gerne har villet matche de rød-hvide farver i bryggets kulør. Det lykkes, som man vil kunne se på billedet, kun halvt, idet skummet måske nok har den rigtige farve, men slet ikke forefindes i samme mængde som der er hvidt på Dannebrog. Jeg skal dog være den sidste til at brokke mig derover – hvad det hvide kors har at beskaffe i det danske flag, har jeg altid undret mig over – but that’s me, not you.

Duften er jævnt til lidt-over-jævnt pilsnerhumlet med en syrlig kant, der endnu ikke kan vurderes som en ulempe eller en fordel for brygget, hvis bouquet i det hele taget er for svag til rigtig at varsle mere end nogle grødede konturer.

Det samme kan man sige om smagen. Humlen kan såmænd smages, og den ledsages af en syrlig kant, der i første omgang ikke rigtig gør fra eller til. Bagetikettens lange beskrivelse ender til gengæld helt sandfærdigt med at fremhæve bryggets egnethed til at drikke flere af i træk.

Det på trods af, at humlen efterhånden smager lidt mere igennem – det er noget råt, ufint og ikke videre elegant. Til gengæld er det også mere karakterfuldt end gennemindustrialiserede pilsnere. Syrligheden har endda karakter af egetræ, der – om den var noget kraftigere i styrken, ikke ville være uegnet i en belgisk mørk ale, eller en barley wine.

Jeg er ellers blevet advaret fra flere kanter om denne øls karakter af vederstyggelighed hinsides Det Stockholmske Blodbad, billederne i Dr. Sandra Lees journalsamling og Jim Lyngvilds garderobe. Jeg må erkende, at det – ligesom Nirvana-koncerten på Roskilde ’92 er lidt et antiklimaks at konstatere, at  slem er den altså heller ikke.

Men sådan en fest med bulder og brag som der blev efter Danmarks EM-sejr matcher dette bryg over hele hovedet ikke. Den er i sammenligning et sølle, spytfugtigt truthorn fundet i et hjørne under oprydning efter enkebal med Susi og Leo i Rødekro forsamlingshus sidst i november.

Så langt fra en folkefest eller en festival.

2-stjerner

RETTELSE: Det var så Faxe, der scorede først, og Kim Vilfort, der øgede til 2-0. Der kan man se, hvor hullet ens hukommelse bliver på 25 år.

Updated: 13. juni 2017 — 13:49

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme