Bryggeriet Ørbæks øl er sjældent ikke en fornøjelse at prøve. Og selv når de ikke helt lever op til ens forventninger om godt øl, kan man glæde sig over, at de da altid er økologiske.
Det er netop den fornemmelse, man sidder tilbage med, efter at have prøvet Ørbæks Jingle Bells, der for tiden fås i Fakta. Det er en Cola-øl, det vil sige mørkebrun til sort med samme viskousitet som en sodavand og med rigeligt brus, der får det lysebrune skum til at hæve sig højt for bagefter at brække i stykker i store, sprøjtende bobler. Duften får ikke indtrykket til at minde mindre om sodavand. Den er præget af farin med en snert af brændt malt – heller ikke helt ulig cola forøvrigt.
Smagen er gennemført fyldig med flere af julens indtryk. Svedsker, andefedt og farinsukker blander sig med lette toner af nelliker og anis. Selvom brygget selv mere ligner en mørk sodavand end en mørk øl, gør en fornemmelse af brun sovs sig alligevel gældende, omend ikke for det gode. Med i købet sniger sig nemlig ikke bare de milde toner fra julekøkkenet, men også de mere beske indtryk fra rygersalonen. Eftersmagen er således præget af brændte noter – men ikke af gran eller fedt fra flæskestegen, der er sprøjtet op på ovnens varmelegeme – nej, der er tale om -ikke brun sovs, men snarere pibesovs, branket svær og forkullede svedsker.
De to indtryk, det fede og søde, og det brankede og forkullede blander sig uskønt, og selvom begge dele er juleagtigt, er det ikke den vellykkede af slagsen på Nødebo Præstegaard. Det minder langt mere om det gamle DAD-nummer, Sad Sad Christmas.
Nårh ja … I det mindste er den da økologisk – og trods alt drikkelig …