Et håb blev knust …
Nu får vi se, om ellers velfunderede og vanligvis kvalitetssikre BrewDog fra Skotland kan det … [advarsel! Retorisk spørgsmål forude] … kan hvad? Jo, kan lave en havrestout, der rent faktisk er god – en havrestout, der smager igennem og leverer en fuld, og ikke amputeret oplevelse. En havrestout, der er det lyn, der skal slikke nyderen med sin tunge (og alle læsere, der synes den metafor er mærkelig, burde læse noget mere tysk filosofi fra slutningen af det 19. århundrede)
For en sådan havrestout mangler der altså virkelig. Thisted har prøvet, Krenkerup har prøvet, Skovlyst har prøvet … okay, at sidstnævntes bryg er jævnt kedelig er vist i ekstrem grad ikke-overraskende. Ikke desto mindre er brygtypen næsten en sikker jævn og middelmådig oplevelse på den halvkedelige måde uanset hvem der laver den.
Men hvis nogen skulle kunne levere en interessant udgave – hvem kunne så, andre end det progressive punkerbryggeri BrewDog? Mange, sikkert. Jeg kunne fx forestille mig, at Amager Bryghus kunne levere noget ganske habilt og bidsk – og Kongebryg, hvis fiktive havrestout dog nok skal hvile lidt i munden, før man finder guldet – der så til gengæld også er 24 karat. Men alt dette er selvfølgelig bare idel spekulation og fantasteri.
Ved åbning udspyer den ganske virkelige flaske fra BrewDog i hvert fald en nogenlunde lovende, men også ildevarslende afdæmpet bouquet af kakao og svesker. Smagen byder også på søde chokoladenoter, mens sveskerne er erstattet af andre – til dels krydrede indslag. Der er kaffe, rørsukker med en antydning af rom og en lækker, bittersød eftersmag af moscus.
Men krydret aroma, sødme og andet godt til trods, virker hele smagsindtrykket underligt støvet og tørt, som kom det fra et groft pulver, der blev kastet i, efter at øllet var færdigbrygget. Smagen er brutalt adskilt fra en i øvrigt halvslatten mundfylde og en noget for let viskositet. Som om brygget var hakket i forskellige stykker – krydret smag for sig, bitterhed for sig, sødme for sig, viskositet for sig, krop for sig – og uden at gøre sig nogen umage for, om stykkerne passer sammen, kaster man det hele op i et stort kar, rører rundt og krydser fingre.
Det er som om mange af enkeltdelene egentlig er fine nok – men integrationen er slået fuldstændig fejl, uanset hvor mange fingre, tæer, arme, ben, ører eller øjne, man ellers har krydset. Det kunne være, at Inger Støjberg ville være glad for denne øl – i farve og viskositet har den jo også en vis lighed med Cola Zero, som hun vel nærmest har lagt ind som drop – og sådan som hun nidkært og frydefuldt skamrider ethvert tilløb af antydning af misintegration, må dette bryg da være lige noget for hende.
For mig, derimod er dette hverken lige, skråt eller bukket noget. Det er blot endnu én i en voksende række af havrestoutsskuffelser. Heller ikke BrewDog magter at løse opgaven – her gik man ellers lige og håbede …
