– Velgørende, mjødagtig påskeøl.
Jeg har før prøvet påskebryg fra det fynske økologiske bryggeri Ørbæk, hvilket bestemt faldt heldigt ud. Bryggeriet laver ud over deres sædvanlige øl en serie, hvor de, ifølge etiketten på dagens øl brygger “med respekt for de håndværksmæssige traditioner”. Serien kaldes Jefferson, og er opkaldt efter USA’s 3. præsident, der ud over at have formuleret den amerikanske forfatning også var en stor ølbrygger.
Etiketten er, som man kan se, dejligt spraglet og indbydende. Hvad man dog næppe kan se på det fine billede, min viv var så sød at tage af øllene, er den lille beskrivelse af øllets smag og karakter, der nærmest står ud af ørerne på den lyserøde, spraglede påskehare. Heraf fremgår det blandt andet, at ud over at Jefferson Påskebryg Ale har et underligt redundansfyldt navn, der ikke rigtig ved, om det vil være en påskebryg eller en ale, subsidiært har svært ved at afgøre, hvad af de to der er vigtigst, og vælger at nævne begge dele på bekostning af at være mundret, er det en stærk let gylden øl (ja ja, der er ikke den store forskel mellem let gylden og letgylden, men det mellemrum er alligevel spild af kostbar plads i universet). Videre fremgår det, at “den let sødelig smag” (tæerne krølles sammen som blomkål og broccoli) “skyldes den kraftfulde alkoholstyrke (mere redundans – det er til at blive svimmel af), ” som afrundes med en frugtatig smag.” Av av av! Jeg håber sandelig, de holder bryghåndværket mere i hævd end det ortografiske håndværk, for sidstnævnte er da så sandelig kylet godt og grundigt på møddingen.
Første del af beskrivelsen er, den ubehjælpsomme stavning til trods, ganske rammende. Farven er fint mørkegul, mens skummet er letgyldent, og hverken tæt eller klæbende. Jeg minder mig selv om, at klæbende skum borger for kvalitet, mens ikke-klæbende skum ikke nødvendigvis borger for det modsatte, altså er der på grund af skummet ingen grund til at fortvivle, eller skrue forventningerne ned endnu. Duften er ret svag, og bærer mest præg af noget bitter til harsk humle.
Og heldigvis følger duft og smag da heller ikke altid ad. Smagen er nemlig mestendels sød og ganske fyldig. Der er toner af den aggressive bitterhed i smagen også, men til min store lettelse resulterer kombinationen af sødt og bittert til et meget elegant smagsbillede, idet det søde og det bitre smelter sammen.
Endnu engang var jeg vældigt i tvivl om, hvordan jeg skulle beskrive denne øls ganske unikke smag. Jeg måtte opgive, og lod min kære viv smage – hun kan som bekendt ikke lide øl, men hun har den mest fintfølende smagssans, jeg har kendt til, og det var ikke forgæves, at lade hende prøve.
Mjødurt og honning …
Præcis! Den bittersøde smag bærer tydeligt præg af honning – som iøvrigt slet ikke er tilsat – og helhedsindtrykket er faktisk temmelig mjødagtigt – og det er jo slet ikke så ringe endda. Faktisk er det direkte morsomt, at en øl, der overhovedet ikke er tilsat honning, smager meget mere af det, end samtlige de øl, jeg har prøvet med tilsat honning gør … tilsammen.
En Jefferson Påskebryg Ale har, trods sit sammensatte navn, en ganske unik og velafstemt smag, der bestemt er en oplevelse værd. Men ud over det særegne smagsindtryk byder den egentlig ikke på så meget. Eftersmagen varer ikke længe, og den er for svag. Den lette og blide bitterhed er såmænd nok velgørende, men ikke – om man så må sige – afgørende.