Det er set værre – og bedre …
Som nævnt tidligere, er Carlsberg begyndt at forhandle nogle af deres Jacobsen-bryg i ikke-selskabsøl-emballager. De anbefalelsesværdige bryg kan altså nu nydes, uden at man bliver fuld af mængden. Det er at foretrække for fuldtidsarbejdende og familiefædre, og ikke mindst folk, der som jeg selv er begge dele.
Det gælder denne gang bryggeriets blonde, der må formodes primært at være krydret med Hancocks favorithumle, Saaz. Dertil kommer (udover vand, malt (af både hvede og byg) og gær) glukosesirup, kuldioxid og ekstrakt af kvan, en skærmplante, kendt for søde stængler, og giftige slægtninge. Rent øl er der i hvert fald ikke tale om.
Og åbenbart har en eller anden fumlefingret ølignorant generelt haft alt for meget indflydelse på Jacobsen-bryggenes varedeklarationer. Det fremgår nemlig endnu engang af etiketten, at brygget skulle være en stærk pilsner, og jeg formoder, at det er en standardtekst på etiketten så snart bryggets styrke overstiger en vis procent – jeg gætter arbitrært på 5,0. Forkert er det under alle omstændigheder, og det er utroligt, at det skulle være nødvendigt at korrekse Danmarks, og et af verdens største bryggerier på det punkt. Men en overgæret ale kan i sagens natur ikke være en undergæret pilsner, ligesom en guitar ikke med rimelighed kan kaldes en træblæser, og en sækkepibe ikke en art glasorgel.
Igen skal det ikke ligge brygget, eller vurderingen deraf til last, at bryggeriet bare ikke kan finde ud af det med overgæret og undergæret. Uanset hvad er det et flot bryg, lyst kobberfarvet med ganske fint, kridhvidt og meget fedtet skum, der efterlader svulstige bræmmer på glassets inderside. Det dufter som blonde – sødligt og med ildevarslende elementer; denne gang af overmodne og smågærede ferskner, der overfladisk snitter i næsens slimhinder. Men bagom sprittethedens små barberblade gør sødmen nu stadig godt – frugterne er alt andet lige stadig spiselige.
Smagen er da også indledningsvis blød, og præges igen af søde, men alligevel overmodne frugter på nippet til at gære. Fersken og mango blander sig med hinanden i en ikke uelegant dans på midten af tungen, der desværre bliver forstyrret af nogle gærede og humlebitre snubletråde. Gæren stikker dybt i mandlerne, og er simpelt hen for anmassende, mens humleindslaget ikke er ordentligt afstemt frugtsødmen.
De noget destruktive gær- og humleelementer er dog ikke vedvarende. Bryggets smag klinger ved nedsvælgning meget hurtigt af, men efterlader til alt held en velgørende fornemmelse af vederkvægelse. Det destabiliserende gærindslag præger heldigvis også kun brygget i begyndelsen, som om et vildfarent skud alkohol lige skal fordampe, før brygget kan behage ordentligt. En stikkende gærkant forbliver dog, men med den effekt, at det giver brygget karakter frem for at skæmme.
Og da er det, at brygget ender med at fremstå en kende tamt og tyndt. Frugtsødmen er ganske vist intakt, men kan ikke bære brygget alene. De gærede noter giver brygget karakter og fylde, og uden dem undgår brygget måske nok nogle af de egenskaber, jeg personligt ikke bryder mig om ved blonde-typen, men det går på den anden side også ud over spændingen.
Så ramte La Trappe trods alt bedre, mens Carlsbergs andet blonde-projekt fra Frankrig til gengæld manglede nærværende blondes karakter.
