Jeg ved sgu’tte hvorfor … Jeg må vel ty til min alt for ofte brugte undskyldning for, hvorfor jeg i det hele taget tog denne rædsel med mig fra SuperBrugsen Brønshøj dengang i september måned (eller var det faktisk sidst i august?) Fordi den var der! Og det er grund nok. Ellers kan jeg vel legitimere det med at – en eller anden må vel for pokker prøve den, så I andre slipper, forstås, og som minimum kan læse min anmeldelse af sprøjtet, så I selv kan vurdere om det er noget, I gider smide jeres surt sammenspinkede spareskillinger efter.
Det ville jeg fx ikke gide, kan jeg allerede afsløre. Og det er jo både ærgerligt, ironisk, komisk og en smule tragisk på én gang.
Men sikke et drama, det i det mindste er.
Nogle bryggerier gør som bekendt meget ud af deres etikettekster – på grænsen til det langtrukne faktisk, og det er undertiden også tilfældet med Husbryggeriet Jacobsens øl, som fx denne. Det er nu ikke lange anekdoter eller sarkastisk selvsmiger de excellerer i. Det er derimod lange ingredienslister. Brygget her indeholder således vand, økologisk bygmalt, økologisk hvedemalt, økologiske havregryn, økologisk tyttebær, økologisk appelsinskal, økologiske korianderfrø, kuldioxid, gær og økologisk humle – tak for kaffe (- en af de få ting i øvrigt, brygget ikke indeholder, så om den måtte være økologisk, står hen i det uvisse).
Ja, man skulle jo næsten tro, at de godt kan lide at skrive ‘økologisk’ derinde på brygmatriklen i Valby … eller er det i Fredericia, Litauen, Myanmar, Skt. Petersborg, eller hvor det nu ellers er, brygget bliver produceret? CO2-omkostningerne ved transporten hjem opvejer nok den økologiske profil, hvis brygningen er outsourcet, så eventuelle medlemmer af Venstre eller andre klima- og miljøskeptiske grupperinger kan roligt knappe brygget op uden at frygte at blive forvandlet til støv ved kontakt dermed.
Har man til gengæld hang til gotiske katedraler og matchende tøj i sort læder, er der nok anledning til at mane til forsigtighed. Bryggets lyserøde nuance og dertil passende barbiepink skum skal nok få de fleste metallister til at holde en 5-6 alens sikkerhedsafstand. Duften er anderledes out of character fra dét, mindre kønsligt bevidste anmeldere nok ville kalde ‘en frisk pigeøl’ eller ‘en tynd tøsebajer’ … Se det er sådan, vi frelste feminister får listet den slags karakteristikker ind ad bagvejen. (Fnis!) En skarp, sødt-syrlig bouquet af hind- og jordbær formår at vække flere forventninger end at bekræfte skuffelser.
Læser man videre på etiketten vil man støde på bryggeriets behørige advarsel om bryggets lave humlebitterhed. Humlen var som bekendt også nævnt sidst i ingredienslisten – som det, der var mindst af. Humlen er så erstattet af de mange andre ting, der er puttet i, og resultatet er ikke engang så lettilgængeligt, som man kunne have frygtet. Brygget er primært skarpt og syrligt. Lime og grapefugt blander sig stikkende på alle mundens indre overflader, mens gæren møver sig frem med en brændende fornemmelse ved mandlerne.
Det var jo egentlig ganske spændende, sådan at blive aet mod hårene … eller smagsløgene … af en øl i pink. Desværre overdøver den ingrediens, der altid er mest af i øl – vandet – de ellers gode syrlige takter. Lidt sødme – selv af den sukrede jordbærsaftevandsslags, man undertiden møder i de øl, bryggerierne fordomsfuldt forsøger at henvende sig til kvinder med, ville faktisk have kunnet reddet en smule.
I stedet ender det i den sædvanlige vandige omgang … vel – det er jo en øl med den belgiske wit som forbillede …
… et af mine gamle nemeses