“En halv øl”
Jeg skulle lige til at skrive, at klosterøl åbenbart er voldsomt oppe i tiden. Skands, Ørbæk og Carlsberg har én – blandt mange andre. Nærværende øl er dog en gammel sag, så klosterølfrekvensen er næppe en nutidig tendens, men snarere noget, der er præsent (og hypet) hele tiden.
Denne øl er da heller ikke ny, men blev lanceret i 2001, hvor den indgik i Husbryggeriet Jacobsens Semper Ardens-serie, som efterhånden er gledet helt ud af Carlsbergs repertoire. Dog ikke mere, end at noget af det fortsætter i Jacobsen-brandet.
Carlsbergs specialøl i Jacobsen-serien er lidt en blandet fornøjelse, hvilket er både godt og skidt. Det gode er variationen og innovationen. Bryggene spænder bredt i type, og de få bryggere, der rent faktisk stadig holder til på Carlsbergs oprindelige bryggeri i Valby (hvor Jacobsen-øllene produceres), er ikke blege for at eksperimentere. Eksperimenterne falder bare ikke altid lige heldigt ud, og det er i det hele taget lidt skidt, at kvaliteten også har det med at svinge – fra nærmest udrikkeligt til aldeles vellykket.
Jeg havde sat øllet på bordet samme aften som jeg og Gedved skulle afprøve diverse radlere for at sikre, at vi under alle omstændigheder fik noget ordentligt øl den aften. Men den gennemsigtige lød (trods udeladt filtrering), der fik brygget til at minde om en billig FDB-cola og den syrligt-flade duft af umodne æbler og en vag maltantydning, varslede på forhånd, at brygget nok ikke ville være at tælle blandt de vellykkede Jacobsen-øl.
Da brygget blev sat for munden, stod det klart, at aftenen ville komme til at handle mere om sodavand og limonade end om øl. For også denne øl mindede mere om førstnævnte end sidstnævnte i smagen. Brygget besidder en vis sødme, der minder mere om sukker – rørsukker ganske vist, men sukker ikke desto mindre – end om sød humle eller sød malt. Samtidig manglede brygget den fylde, som mørkt øl skal give forventning om. Et hint af malt bagom en sødt-syrlig æble-mandarinsmag drejede faktisk det overordnede billede i retning af en øl iblandet cola – eller måske endda cola iblandet øl.
Og mens brygget skvulpede rundt i munden, og man prøvede at presse lidt ekstra smag ud af brygget, tittede eftersmagen frem, – og det hjalp ikke spor. En sær, syrlig smag af umodne rabarber prikkede uskønt ved mandlerne og ned langs gummerne, mens brygget gled ned i halsen. En lettere pinlig afslutning på en øl, der i betragtning af, at skulle være en specialøl, mest må betegnes som mislykket. “En halv øl” – som Gedved præcist formulerede det.
Bevares, det smager da ikke grimt (bortset fra eftersmagen) men god får ingen mig til at sige, den er.
Hej Kaj
Den vurdering er jeg meget uenig i, da jeg synes at det er en aldeles glimrende øl. Specielt hvis man har gemt den et års tid.
(Nu er det dog også sjældent at vi er sådan helt enige 🙂
Du skulle prøve den igen, en dag hvor du ikke sidder og drikker sodavandsøl 🙂
Vh,
Liggende et år, siger du? Jeg er jo aldrig afvisende over for at prøve en øl igen. Men det skal siges, at den faktisk blev drukket før sodavandsøllene – og fik også sin karakter før sodavandsøllene. Så smagningen er ikke påvirket af disse, hvis det var det, du mente :-).