De er ikke faldet af på den …
Pour shame all over us
Harden into a crust
Cement
Forget the glamor and
Mumble a jackhammer
Under your breath
Teksten er fra sangen “Caffeine” fra Faith No Mores 1992-album Angel Dust. Den dybere mening med teksten? Dens relation til dagens øl? 1. Ingen anelse 2. Ingen overhovedet – jeg kom bare til at tænke på den, da jeg så bryggets navn. Som man vil se, indgår navnet (der betyder ‘trykluftbor’) i teksten – og så er det også bare en fed sang. Faktisk er det min favoritsang på det album, der jo iøvrigt bugner af hits. (Mit favoritalbum med bandet er godt nok “King for a Day, Fool for a Lifetime” – men det var ikke en sang fra det album, øllen fik mig til at tænke på (selvom alle øl vel i en eller anden grad får mig til at tænke på “Take this Bottle“)).
Men altså øllet – det i dette tilfælde næsten bleggule bryg med det nærmest ugidelige skum kommer fra det skotske bryggeri BrewDog. Det er et af de bryggerier, de allerfleste ølbloggere og ølconnoisseures gerne skulle kende til, idet de har været foregangsbryggeri for den europæiske del af den globale ølrevolution.
Ølrevolutionen har jo efterhånden bidt sig fast, og der er aldrig så mange forskellige dejlige bryg at vælge mellem, hvor man tidligere kunne vælge mellem lys pilsner lysere pilsner og letøl – hvis man var heldig. Det var nye, innovative bryghuse som Brewdog, der fik de nye øltyper (der faktisk ikke var så nye endda – de var bare ikke særlig kendte) ud over kanten og ud til folket.
Det er ved at være længe siden, jeg sidst har prøvet en Brewdog-øl. Faktisk ser det ud til, at den sidste blev prøvet for over tre år siden. Jeg kan se at jeg gav den fem stjerner dengang, og alligevel husker jeg den som mere magelig end andre af BrewDogs Bryg. Som uforlignelig husker jeg stadig den legendariske Punk IPA, som jeg gerne pakker med i indkøbskurven, når jeg støder på den. Sådan har jeg det ikke med mange øl, da jeg først og fremmest prioriterer at prøve nyt – men Punk IPA kommer altså gerne med uanset hvad.
Men har de holdt niveauet siden dengang? Discountsupermarkedet Fakta har været så søde at muliggøre et svar på det spørgsmål uden at man må lade sig ruinere. Var det en tyver, den kostede inklusive pant? Ikke meget mere i hvert fald, og en mørk broder til den kunne fås til samme pris. Den skal selvfølgelig nok blive behørigt anmeldt senere.
Det lyse bryg (det fik jeg vist sagt, det var, før digressionerne tog fart) byder på en klassisk IPA-duft bestående af traditionel grannåleduft, helt uden at den søde, krydrede bergamotolie er glemt. Den er der ellers andre IPA-mestre, der godt kan glemme ind imellem – jeg skal ikke nævne nogen navne og især da ikke Amager Bryghus.
I smagen møder man en skøn, fortrinsvis hård og metallisk bitterhed. Det metalliske islæt er helt rigtigt og på ingen måde malplaceret, disharmonisk eller ubehageligt. Humlen føles som et iskoldt, nyslebet, blankpoleret bronzesværd mod tungens overflade. Æggen skraber diskret og faretruende hen over smagsløgene, men lægger sig så nydeligt til rette med en tryg bitterhed ved mandlerne. Så opløses blankvåbnet pludselig og pustes ud i mundhulen som en tågesky af små bitte, barberbladsspidse nåle. De borer sig ind i alle mundens indvendige afkroge – først de blottede, og derefter finder de nådeløst vej til de skjulte hjørner, så disse også kradser af velsmagende, stikkende grannålehumle.
Det er både en lettelse og en følelse af triumf at konstatere, at – nej -BrewDog er tydeligvis ikke faldet af på den.
I modsætning til Faith No More. Sol Invictus er på ingen måde noget markant værk i deres produktion. Men hey, hvis de halvgamle herrer hygger sig med at spille videre, selvom de ikke vælter helt så meget rundt som de gjorde tilforn – så er det nu fint med mig.
