Antifeministisk feminin …
Hveden dominerer – eller er i hvert fald meget præsent ved året Ølfestivalg. Hvedeøl er ikke længere mit krus øl. Det var det tilbage i 90’erne, da det stadig var nyt, (så) eksotisk (noget, der kommer fra Tyskland nu kunne være), og spændende, fordi det smagte og føltes anderledes end det pilsnerøl, man var vant til. Spændingen er gået af det, og i forhold til de andre fine øltyper, der er vundet frem, har hvedeøllet klart indtaget positionen som det tynde af slagsen, hvor der kan være endda temmelig langt mellem snapsene.
De hidtidige øl fra Ølfestivalget har dog holdt et relativt højt niveau. Den næste i rækken er fra Nørrebro Bryghus, som jeg kun har besøgt én gang før i bloggens levetid. Dengang var oplevelsen noget afdæmpet, men der synes at eksistere en linje fra hin øl til denne. Inden for de sidste par år har en ny trend vist sig med Carlsberg og netop Nørrebro Bryghus i front. Senest har Carlsberg markeret sig med de alkoholfattige Nordic-bryg og denne øl er Nørrebro Bryghus’ sidste skud på stammen i det gang på gang kuldsejlede forsøg på at brygge kvindeøl.
Tanken bag er, at kvinder af en eller anden grund ikke kan lide bitre ting, og vil have alt lyst og lettilgængeligt. I samme diskursive italesættelse af den uudtalte værdidom om kvinders hælden til det smagsfattige og kedelige står der på nærværende brygs bagetiket, at “Den er lys som elfenben med sødlige og let feminine accenter.” Desuden er den “en fornøjelig tørstslukker, en inciterende aperitif og en perfekt makker til lyse fiske- retter, (sic) lette salater og til lange varme dage.” *Suk* altså.
 |
| Kilde: http://www.moneyandshit.com/ wp-content/uploads/2011/05/ usa_vs_russia.jpg |
Hvad jeg i øvrigt mener om præsuppositionen om, at kvinder helst vil have øl, der ikke smager af noget, kunne jeg skrive en hel blog om. Den bygger på en forskruet og firkantet fordom med oprindelse i tider, hvor kvinder blev opfattet som nogle skrøbelige, forfinede dukkemennesker, og mænd som nogle satans karle. I dag ved vi, at det forholder sig mere nuanceret (det viser blandt andet billeddokumentation fra Rusland). Men i deres markedsføring hænger Nørrebro Bryghus (og Carlsberg) altså håbløst fast i forestillingen om det feminine som noget sart, fint og skrøbeligt.
Men jeg giver mig altså i kast med en sart, fin og skrøbeligt feminin kvindeøl. Bare jeg nu ikke bliver gravid.
At den skulle være lys som elfenben er vås. Jeg har set gamle sækkepiber, der er pyntet med elfenben – fra dengang den slags stadig var lovligt og det er væsentlig lysere end dette brygs grumsede, brunorange lød. Hvis storvildtjægeren bag elfenbenstrofæet er storryger, så kunne det måske ligne. Skummet ligner bedre, men det kniber, når man sammenligner dets holdbarhed med elfenben … eller med sodavandsskum såmænd også. Et minimum af cremethed kan det dog akkurat formå at vise.
Duften er syrlig af græs og citrus med et stikkende element af grape og – jeg er ikke sikker på, at jeg ville have gættet det, om jeg ikke havde læst det i deklarationen – saft af gærede hvidvinsdruer. Ja, det er ideen om kvindeøllet, der igen spøger. Dunsten af billig og sur hvidvin minder mig desuden i forskrækkelig grad om den hovedpine sådan billig hvidvin reddede mig ved adskillige på hinanden følgende Roskilde Festival’er, når jeg skulle sikre mig en billig brandert.
Det første man smager er dog sødt – anonymt sødt, som vand med opløst hvidt, raffineret sukker. Den afløses da også snart af en skarp, sur smag af endnu mere billig hvidvin. Dertil – og delvis integreret deri – kommer gær, en antydning af den stikkende bitterhed fra grape, samt et indslag af fortyndet eddike. Det er ikke særlig rart …
Det er faktisk småslemt, og man slås med ambivalens, idet brygget samtidig smager af så lidt, og er ganske og aldeles ufyldigt. På den ene side ønsker man, at nogle af indtrykkene brændte mere igennem – at grapen ville få mandlerne til at trække sig sammen, eller at eddiken ville give spændinger i hals og underansigt. Så ville der i det mindste være lidt oplevelse i brygget. På den anden side er man lettet over, at brygget alligevel ikke smager af mere – for i grunden smager det jo bare ikke godt.
Det gærede indslag af billig, sur hvidvin blandet med den udefinérbare sødme giver faktisk associationer til sensommerens gærede blommer (ja, årstiden kan Nørrebro Bryghus heller ikke ramme) som hvepsene æder sig fulde i, hvorefter deres hidsige aggressivitet byder efteråret velkomment. Men når det er dén smag de små krasbørstige kræ får i kæften, kan man jo næppe bebrejde dem det. Jeg forstår dem i hvert fald meget bedre nu.
Man kan glæde sig over, at flasken i det mindste indeholder lidt mindre end de andre flasker i eventet – 0,4 l, i stedet for 0,5 l. Tanken bag er sikkert også, at kvinder ikke kan tåle at drikke så meget, sarte og skrøbelige som de jo er. Den mindre mængde afholdt mig alligevel ikke fra af hælde et anseligt kvantum af det resterende bryg i vasken.
Det skal være meget galt med de resterende bryg for at denne ikke skal blive eventets absolutte bundskraber.
