Bedste standard …
Irma er det vilde hipstersupermarked. Der handler de kendte, de tjekkede, og ikke mindst de rige. Det siger sig selv med de priser. Her i hippiehjemmet handler vi også gerne i Irma, og vi nyder kvaliteten mens vi (men nok mest jeg) krummer tæer over prisniveauet. Men mest nyder vi.
Og som ethvert supermarked med respekt for sig selv, har Irma også egen leverandør af kædens egen standardpilsner. Ligesom Brugsen har Vestfyens Pokal-øl, og Fakta Royal Unibrew og Harboe, der leverer Dansk-serien. Men hos Irma skal det selvfølgelig være lidt bedre, lidt finere og lidt mere udsøgt. Og til dette formål har Irma valgt det Haderslevske bryggeri Fuglsang som leverandør. Det er også sådan lidt lokaltproduceret-agtigt (og siden eksporteret hen over Fyn for at blive solgt i en kæde, der kun findes på Sjælland (og Amager)), så Irmas udvalg af standardpilsner også kan være lidt hipsteragtigt (selvom vi jo ved, at hipstere egentlig foretrækker det laveste lavmål af laveste fællesnævner blandt lave lavpilsnere).
Jeg har ved en kort mailudveksling med en af pingerne fra Fuglsang fået at vide, at bryggeriet faktisk brygger denne pilsner specielt til Irma. De hælder altså ikke et eksisterende produkt på en anden emballage. Tommelfingeren op for dette. Variation og udvidede produktkataloger er selvsagt altid at foretrække frem for gammelt øl på nye dåser.
Brygget er lyst og pilsnergult – ikke så meget slinger i valsen dér. Skummet er tilsvarende skrøbeligt, og kollapser under støjende brusen, man skal starte en middelsvær industriel højtryksrenser for at finde magen til. Hvad der måske overrasker lidt, er at der er brugt hvedemalt i brygprocessen. Feinschmeckerne vil sikkert mene, at dette er en utilstedelig overtrædelse af hellige brygprincipper om pilsnerens ren- og simpelhed. Selv hilser jeg altid innovation inden for pilsnergenren velkommen, da den som stil dårligt kan blive mere ordinær og almindelig på den ufede, småkedelige måde, end den allerede er.
Duften gør mere væsen af sig, end man er vant til, men ikke så meget som man måske håber. Vandelementet er fremtrædende, og som sådan dufter den mere af standard end af Irma. Ellers mærkes en mere end adækvat fyldig blanding af lige dele humle og korn. Ikke voldsomt overraskende, men afgjort velgørende og rart.
Vandet dominerer heldigvis ikke smagen. Tværtimod træder bryggets milde bitterhed og fylde tydeligt frem, og behager ganen, først med en ikke ubidsk humle, efterfulgt af rundere, fyldigere og rarere bitterhed af paranødder, afløst af eftersmagen, der først stikker med en knivspids gran, og siden smages i brystkassen som en lækker kommenessens. Bagom brygget mærker man en let sødme af honning, der også giver brygget ekstra fylde.
Når vi snakker almindelig standardpilsner til vanlige hverdagspriser (okay, det er Irma, så måske lidt over) så får man det næppe bedre. Og det er ikke bare en pilsner, der er god til prisen. Den er simpelt hen bare god. Der er dømt bredt baghjul til alle andre supermarkeders standardpilsnere, og en sikker føring, der holder hele vejen hjem. Dansk standardpilsner har fundet sin Kevin Magnussen.
