Det kostede (i alt) en øl …
I lørdags brast bunden i vores køjeseng. På trods af nyprisen på over 10.000 (vi havde købt den af vores tidligere naboer for væsentligt mindre – brugt selvfølgelig) er der åbenbart en grænse for, hvor længe de holder. Efter de første minutters obligatoriske panik, fik jeg opgaven at reparere sengen igen, mens Linda tog børnene med til en legeaftale andetsteds i byen.
Reparationen startede med mange minutters kløen i nakken. Så trak jeg møjsommeligt de bøjede søm ud, akkompagneret til afmægtig hovedrysten, for hvordan skulle jeg nogensinde får bunden på plads i sengen igen?
Men heldigvis har jeg leget meget med lego som barn (og er i mit voksne liv i øvrigt fortsat dermed), så en lille ingeniørmæssig udfordring skulle ikke holde mig tilbage. Det eneste jeg manglede, var ordentlige remedier – nærmere bestemt skruer i den rigtige størrelse.
De nye beboere i lejligheden, hvis tidligere beboere, vi havde købt sengen af, var heldigvis behjælpelige med nogle i den helt rigtige størrelse. Og med deres skruer og bitssæt i hænderne, havde jeg på under et kvarter flikket en ny, og langt mere holdbar løsning til køjesengens bundstykke sammen.
Den slags hjælp skal selvfølgelig ikke gå ubemærket hen, så ud over det lånte bitssæt, og en skrue, jeg alligevel ikke havde brug for, røg der to øl med fra dubletlageret. Som det så ofte ses, afslog de søde naboer, at den slags belønning overhovedet kunne komme på tale, men den afvisning havde jeg selvfølgelig forberedt mig på. Hvis ikke de ville have øllene for at have givet mig uvurderlig hjælp til reparation af køjesengen, så syntes jeg, de skulle have dem, fordi jeg skriver om øl, og gerne udbreder kendskabet til gode bryg, når lejligheden byder sig.
Magnus – det hedder min nabo – lyste helt op, da jeg fortalte, at jeg skrev om øl, og førte mig hen til en ølkasse ikke langt fra bordet, hvor værktøjet var linet op. Det viste sig, at han selv brygger, og at han havde en hel række forskellige hjemmebryg liggende. Helt uden at kende til mine obskure interesser eller i øvrigt min afstikker udenlands for ikke mange år siden, for ikke at tale om min afstamning, fandt han en ‘Irish mild stout’ frem, der oven i købet var lagret i en Flensburger Brauerei-flaske. Wow … så mange pletskud på én gang.
Den havde vist stået nogle år, så jeg var en smule forsigtig, da den skulle åbnes. Jeg har før prøvet hjemmebryg, der havde stået for længe – de er ikke blevet anmeldt, da jeg ikke ser nogen grund til at få engagerede individer til at miste modet gennem anmeldelser af mislykkede brygeksemplarer. (Store firmaers mislykkede bryg, derimod …)
Hvorom alting er, var der intet at frygte. Patentproppen skulle endda have lidt hjælp til at poppe, og så var enhver frygt for vildgæring gjort til skamme. Vildgærede bryg nærmest eksploderer ved åbning, og så har man ellers skummet ud over det hele.
Dette bryg var derimod kun afdæmpet – for ikke at sige småt – karboneret. Følgelig var skummønstringen minimal, omend da til stede over det natsorte bryg, som et tyndt lag off-white tøsne. Duften bød på kontrolleret sødme af vanille og marcipan, sidstnænvte helt uden den mindste antydning af sprit, sådan som man kan være uheldig at møde det i belgiske og belgisk-inspirerede blondes.
Nej, ingen kogesprit i denne bryg. Kun behagelig, lækkerhedsagtig sødme. Men duften snyder, for det er nu ikke så meget marcipan eller vanille, man mærker. Det er snarere honning, der langsomt bygger sig op, og rigtig folder sig ud bagest i munden, i kombination med en aldeles velplaceret og velafstemt, fyldig sødme af arabica-kaffe.
På trods af at brygget faktisk kun modvilligt forlod flasken – den skvulpede dovent, og flød ikke bare som vand (sådan kender man en god stout) – er kroppen alligevel på den letdrikkelige side. Men det behøves jo heller ikke altid være en ulempe. Hvis ellers smagen og fylden er på plads – som her – så skal en stout jo ikke nødvendigvis kun kunne indtages med kniv og gaffel.
