Rekonvalescent …
Jeg plejer eller gerne at være vaks til at skrive, så snart måneden skifter. Imidlertid har jeg de sidste dage været overraskende hårdt ramt af et influenzaanfald. Jeg bryster mig ellers af sjældent at blive syg, og når jeg endelig bliver det, varer det som regel ikke længe.
Denne gang varede det heller ikke længe. Der er kun nogle rester tilbage, og kun en enkelt dag var jeg så hårdt ramt, at jeg måtte tage en sygedag.
Men hvilken sygedag.
Ja, jeg ved det godt. Manflu og alt det der, men jeg vil nu alligevel tillade mig at lyde bare en smule som Saybias forsanger (i.e. en klynkestakkel) når jeg tænker tilbage på, hvordan begge mine hofter var gået af led, min knoglemarv i lårene erstattet af svovlsyre og mit muskelvæv samme sted forvandlet til det indre af et forbrændingskammer på en overtunet Ford Mustang med ekstra store cylindre.
Men nu er jeg så småt kommet ovenpå igen, og vil benytte mit genvundne mentale frirum til at anmelde en øl, det vist efterhånden er over en uge siden, jeg fik prøvet.
Vi er fortsat i gang med Faktas udvalg af Stone Brewing-bryg. Denne er deres oprindelige IPA, og ifølge emballageteksten den øl, der skabte bryggeriet et ry i specialølverdenen. Det er en – undskyld jeg bander, men selvom brygget ret beset er produceret i Tyskland, er det alligevel en amerikansk øl – straightforward IPA, som man kender dem fra Det Forjættede Land. Duften er helt rigtig – skarp, frisk, og både bitter og fyldig som fyrretræssavsmuld skudt lige ud af industrihøvlen. Og som om det ikke var nok, har brygget den formastelighed at føles blødt som fløde mod næsens inderside. Igen fristes jeg næsten til at droppe øldrikning, for bare at sniffe det i stedet for – med denne slags bryg er det næsten alt rigeligt. Men det går jo ikke. For der er jo stadig jer læsere, der måske stadig gerne også ville smage på det – og måske endda (bilder jeg mig ind) gerne vil vide, hvordan jeg synes, det smager.
Og det mest kritiske, man kan sige om aromaen er vel, at den ikke er videre overraskende. Også her blander bittert og friskt sig lige som det skal. Ud over barsk bitterhed og træ og fyrig skarphed af grannåle giver brygget et pust af fusel med en antydning af cognac – uden for meget alkohol. Måske er brygget alligevel i den lidt tungere og varmere ende, end hvad man ellers møder på den anden side af dammen. Men skarpheden vender tilbage i eftersmagen, hvor den ledsages af en smule gær. Imens giver en snert af egetræ lidt til gummer og kinder at arbejde med.
Vel – en klassisk amerikansk IPA, og så alligevel sin egen.
