Lidt godt til finalen …
I aften spilles der som bekendt finale ved fodbold-VM. Indtil videre har jeg egentlig boykottet arrangementet, men da mit yndlingsmandskab (næst efter Fremad Amager selvfølgelig) straffede arrangørerne for deres umulige måde at arrangere VM på, besluttede jeg mig for at lade nåde gå for ret og tilgive og alt det der, så jeg kunne se Tyskland vinde. Nu må vi se om det lykkes …
VM-finalen fejres med begyndelsen på mit nye domæne, som du, kære læser, har fundet vej til. Jeg ville helst anmelde en øl af en vis lødighed ved denne dobbeltlejlighed, og valgte derfor denne, som jeg fandt forleden dag i Brugsen Hvalsø, hvor jeg også fandt den uforlignelige Hophorn, der blev anmeldt med bravour som den sidste på den gamle blog. Nærværende øl blev mig anbefalet for lang tid siden, og jeg kan ikke længere huske af hvem. Siden opgav jeg den, da udvalget af amerikanske specialøl forsvandt fra COOPs supermarkeder igen – men man har jo lov til at være heldig.
Allerede før åbning kan sikre tegn på en stor oplevelse beskues. Store flager af restgær tumler rundt i flasken, så man ved skænkning sørger for at agitere rigeligt, så at man får det hele med. Brygget nærmest stråler gyldenbrunt under en top af pisket æggehvide, der i klæbrighed ikke står tilbage for selv den fedeste marengsmasse. I samme øjeblik det første bryg rammer glassets bund udløses bouqueten, der omgående spidder næsevæggene med små syle af hidsig humle. Man mærker slimhinderne trække sig sammen på samme måde, som hvis man tager sig en hivert salmiak. Ved siden af den mildt sagt markante bitterhed mærker man desuden de velkendte noter af bergamotolie, hyld og roser.
Smagen er lige-på-og-hårdt råt bitter og føles som en lussing mod smagsløgene. Det er humle, humle og humle, og det er ikke af den glade slags, næh, det er bittert og kun bittert. Kraftigt, kompromisløst, men ikke for bittert – det kan øl ikke blive (øl kan blive harskt, hvilket er en anden – en forkert – form for bitter, men med ingen nødvendighed overhovedet bitrere end bittert).
For selvom det er voldsomt bittert, er det også behageligt bittert og endda fyldigt bittert … Men så er det heller ikke så meget andet, og det er dér brygget mangler et eller andet for at være lige i skabet.
Ét eller andet indeed. Der mangler ikke noget bestemt. Noget sødme ville kunne gøre det. Noget mere fylde ville hjælpe … Brygget bliver sin velgørende bitterhed til trods for ensidigt, og udforsker ikke IPA‘ens muligheder. Øllet understreger kun det i grunden velkendte og karakteristiske – bitterheden – men glemmer alt det, der fuldender genren. De ledsagende krydrede og også søde, blomstrede noter.
De er glemt og savnet. Men på trods deraf gør brygget nu mere end godt alligevel.
