Jeg drikker gerne en øl i ny og næ.
Jeg har faktisk en terrori (en terrori er nogenlunde det samme som en teori, bortset fra, at en terrori kun kan formuleres i fuldskab) om, at øl er civilisation på flaske. Egypterne drak øl. Og det giver god mening. Ikke bare var de storproducenter af korn, og havde dermed det væsentligste råmateriale lige ved hånden – men lige som i dag var flodvand næppe det bedste eller sikreste at slukke tørsten i. Det var med garanti ikke kun fisk, der – med W.C. Fields ord – gjorde ulækre ting i vandet. Der var også krokodiller, flodheste, slanger – og selvfølgelig Nedre Egyptens ærværdige medborgere.
Men var vandet først lavet om til øl, så var det sikkert. Og på den måde blev det muligt at bygge pyramiderne. Eller noget i den retning. Pointen er egentlig bare, at de store civilisationer opstod – ikke fordi de var kloge, stærke, eller noget andet – næh. De overlevede fordi de fandt en måde, hvorpå de ikke blev forgiftet af det vand de drak. Romerne og grækerne fandt på at lave vin, (eller nogle andre fandt ud af de for dem og eksporterede det – jeg ved det ikke) men egypterne lavede øl.
Og det var ikke kun i det gamle Egypten, man drak øl. Op gennem middelalderen og rennæssancen lavede man vand om til øl for ikke at blive forgiftet af det. Det var derfor alle retshandlinger skulle være overstået klokken tolv, for resten af dagen var alle pattestive, og domkirkerne byggede jo heller ikke sig selv.
Bibelen skulle jo forresten også oversættes, og det tog Martin Luther sig af – angiveligt i en ordentlig brandert – endnu engang ikke af vin, men af øl.
Og så sent som 1886, hvor en koleraepidemi hærgede, blev det meddelt, at det var gavnligt at drikke øl. Sygdommen ramte aldrig bryggeriarbejderne, fremgår det af Bryggeriet Vestfyens 100-års jubilæumsskrift, der resúmeres på indercoveret fra Totalpetroleums navnkundige album med den passende titel “Øl er Gud” fra 1986.
Såvidt øllets verdenshistoriske betydning, der altså med al’ tydelighed giver baghjul til – nævner i flæng (bag)hjulet, trykpressen, atombomben og ikke mindst Disney-udgaven af Junglebogen.
Og hvilke slags øl kan jeg så lide?
Danmark har en lang lang og stolt stolt og berømt berømt og blah blah blah blah tradition for at brygge … tyndt kedeligt sprøjt. For det er, hvad dansk øl mestendels er. Og nej! Carlsberg Pilsner er ikke nogen god øl. Heller ikke i forhold til Grøn Tuborg. For bare fordi Carlsberg Pilsner smager lidt mindre af vand end Grøn Tuborg, betyder det ikke, at Carlsberg Pilsner smager godt.
I det hele taget kan man i Danmark dårligt opstøve en ordentlig flaske humle uden at blive ruineret. Jeg siger dårligt, fordi der indenfor de seneste 10 år eller deromkring så småt er dukket billige ølprodukter op, der faktisk smager af noget. Men indtil de bliver standard i de Danske Supermarkeder, som jeg rent faktisk uden vanskeligheder kan frekventere, har jeg lagt mig fast på en anden løsning. Jeg vil smage mig igennem Supermarkedernes udbud af specialøl, og så godt som jeg er i stand til vurdere og rådgive jer læsere om, hvad der er drikkeligt – og navnligt ikke er.
Specialøl er mange ting. Ligesom øl er mange ting. For at undgå indvendinger som “hvordan kan du tillade dig at bedømme ale og pilsner på samme skala, når nu vi alle sammen ved, at det er to vidt forskellige ting, ih altså!” vil jeg her gennemgå mine præmisser for vurderingerne.
Lad mig starte med at sige, at jeg ikke er ølekspert, eller egentlig entusiast. Jeg synes bare, det smager så pragtfuldt, at jeg bliver nødt til at skrive om det. At sammenligne ale og pilsner er måske at sammenligne kartofler og pærer – men lige som der findes gode kartoffelretter og dårlige, findes der også gode pæreretter – og dårlige.
Men without further ado … Jeg kunne skrive og skrive i timevis uden at komme nogen vegne … Lad mig påbegynde mine første rants og dermed byde hjertelig velkommen til …
Kajs ølblog.
