… den noget rutineprægede præstation …
Kvaliteten af Svaneke Bryghus‘ produkter har været svingende, og sjældent rigtig god. Bryggeriet har dog langceret en “eksklusiv serie af øl brygget sideløbende til vores faste sortiment”, som skulle være “kræs for de kræsne – udvendig som indvendig.” Det udvendige kræs står billedkunstneren Maya Hiort Pedersen for, sammen med digteren Keith Thomas Lohse aka. Mit Navn er Keith, der har hyldet brygget i et fint digt på bagetiketten.
Det lover alt sammen meget godt. Når den gode Keith lægger navn til, borger det for kvalitet, endskønt jeg må indrømme, at jeg faktisk først opdagede digtet efter at brygget var skyllet ned. Typen er, som det fremgår, India Pale Ale, en af mine favoritklasser, og et relativt sikkert kort, der enten rammer plet, eller mislykkes noget nær totalt.
Det kobberrøde bryg med det gyldne, klistrede skum, gør et godt visuelt førstehåndsindtryk. Duften halter lidt bagefter. Den er relativt svag med duft af fløde og en antydning af roser. Humlen er fraværende, og brygget virker nærmest sødt, passivt og ikke spor IPA’isk i sin alt for venlige karakter.
Det forsigte indtryk fortsætter i smagen. Mundhulen fyldes af en blød essens af fløde, blommer og måske mirabeller – der dog kunne være en association fra min kære vivs dejlige dessert, der var lavet af vilde mirabeller, indsamlet på tippen i Københavns Sydhavn. Under alle omstændigheder ikke nogen særlig IPA’isk aroma i første omgang. Førstehåndsindtrykket er for rart, venligt og passivt, og lammer ikke smagssansen med IPA’ens sædvanlige lige højre af hård, harsk humle.
Man må vente lidt.
Og så rammer bismagen omsider. Her er der træsmag og tør, bitter humle, som man nogenlunde kender den. Tunge, gane og gummer udtørres af humlen, og alt andet end den anmassende humle skubbes brutalt væk fra smagsløg og olfaktoriske sanser. Fylden fra det flødeagtige førstehåndsindtryk bevares dog, og gør, at brygget ikke bare er bittert, men også mærkes i hele kæften.
Så det ender jo egentlig meget godt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at synes, at brygget kun byder på en for IPA adækvat bitterhedsoplevelse, og ikke på nogen måde noget ekstraordinært, eksklusivt eller for den sags skyld kræs for denne kræsne gane. Hvis jeg skulle give karakter efter den gamle 13-skala, ville jeg give karakteren 10 for den selvstændige, men noget rutineprægede præstation. Jeg giver ækvivalenten på min egen skala, og lad os bare sige, at den gode Keith alt i alt er mere imponeret end jeg.
Svaneke gjorde det ikke igen – endnu engang, fristes man til at sige.
