Lækker lakridslimonade …
Jeg fejrer grundlovsdag ved at hygge hjemme i familiens skød mens regnen siler ubønhørligt ned uden for, på og navnlig ind gennem de åbne vinduer. Jeg nåede heldigvis at nyde det gode vejr med børnene på yndlingslegepladsen på Islands Brygge – og ja, jeg brugte det naturligvis som en dårlig undskyldning for at kigge inden for hos Toft Vin på Islands Brygge.
De har et fast udvalg af småspecielle standardøl – lidt Refsvindinge, Hancock og Ceres, som man ikke lige finder i alle supermarkeder. Det kom med, plus en enkelt øl, hvor jeg bare ville gå efter guldet – efter de 6 stjerner. For dem har der været alt for få af i år indtil videre. Der har faktisk ikke været nogen overhovedet, så nu måtte det være tid.
Jeg besluttede mig for den her. Med en Imperial Stout lagret på cognac-fade er risikoen for total fiasko sådan nogenlunde til at overskue. En hamper pris er samtidig ikke nogen garant, men alligevel dog et fingerpeg om bryggets kvalitet. Denne her kostede mægtige kr. 75,- for en kvart liter. Det er endda en smule dyrere end 666 Black Damnation, der kostede kr. 50,- for 180 ml. så vi har her at gøre med den dyreste øl, jeg nogensinde selv har købt. En bedre øl end hin hollandske er jeg dog klog nok til ikke at sætte næsen op efter. Hybris, once in a lifetime … den slags er reserveret til ganske særlige øjeblikke.
Betegnelsen stout lever brygget i farven ganske fint op til. Det er ganske aldeles natsort, men man hæfter sig ved en noget tynd viskositet. Skummet ligner kogende karamelmasse, men kan kun beundres ganske kort, da det falder lige så hurtigt som sodavandsskum. Ikke den fjerneste rest bliver tilbage – skumoplevelsen er flot – men kortere end hos selv nogle af de kedeligste standardpilsnere. Af samme grund nåede jeg ikke at få det med på billedet. Heldigvis har man da bryggets restgær, der i stedet klæber som en grumset film på glassets inderside, efterhånden som det nydes.
Duften er kraftigt branket med noter af især kaffe. Kaffe, der er blevet ristet for hårdt, og føles som aske i munden. Kaffe, jeg ikke ville bryde mig om – men som jeg har oplevet det før, så gør det ikke noget, når øl dufter af kaffe på en måde, jeg ellers ikke ville bryde mig om.
Og bryggets smag kunne man skrive en hel roman om. Det er i sandhed mangfoldigt og omfattende, og her vil jeg kun være i stand til at optrække nogle generelle linjer, så at jeg ikke bruger al den serverplads, bloggen har til rådighed. Overordnet hæfter jeg mig dog ved, at det primært er en bitter, brændt og krasbørstig stout, med indslag af kaffe, lakrids og – ikke overraskende i betragtning af lagringen – cognac. Der er ikke tale om en sød stout, sådan som føromtale småsataniske perle fra De Molen faktisk var.
Brygget får omgående én til at svede, og det er jo det, der mere end noget andet kendetegner rigtig godt øl. Kraft og fylde er lige i vinkel, og man glædes ved, at en relativt lang række af smagsindtryk – endvidere karamel og et fjernt indslag af vanille, alt sammen er overordentlig velintegreret i det stærke bryg. Man kunne anklage brygget for at være lige en tand for kontrolleret, og mangle den vildskab, man fx kan finde i De Molens 666-bryg, eller i Evil Twins Imperial IPA med det uudtalelige navn. Til gengæld har det en form for stoisk stolthed, et markant, velkontrolleret udtryk, en statue, en fast borg om man vil, der bare står der, og ikke kan andet. (Jeg må passe på med det mørke øl, når det sådan får mig til at citere *ydrk* Luther.)
Det er et nydebryg over en hals. Og man når at smage brygget ved flere temperaturer, hvis man ellers nyder det så langsomt som man bør. Den sidste småmudrede bundsjat gør ekstra godt, hvis man ellers kan lide kryddersnapse i stil med Gammel Dansk eller Nordsøolie. Jeg prøvede forleden én, der angiveligt skulle hedde “Old American Oil”. Det genererer ingen hits på google, så jeg husker nok forkert – men præcis sådan smagte den. Fuld af lakrids og smooth som fløjl gnedet mod kinesisk luksussilke.
I sandhed et lækkert bryg. Jeg tog mig netop i at hælde den stuetemperaturvarme bundsjat i munden – den der havde ligget og størknet i bunden af glasset. Den smagte også godt. Nuff said!
