Måske har den stået for længe …
Jeg tager i øjeblikket øllene på skift. Først en, jeg har købt for nylig, så en jeg har g(l)emt i mit ølkøleskab fra sidste år.
Det er lidt ærgerligt at glemme øl som denne her, da IPA’er skal nydes friske. Men glemt blev den altså ikke desto mindre, og så er der ikke andet for, end at anmelde den som den er.
Camba er indtil videre det eneste tyske mikrobryggeri, jeg har kendskab til, der gør det i populære craft-typer og som eksporterer til dagligvarehandelen. Indtil videre har det været sådan lidt ‘liste sig frem’ og ‘forsigtigt forsøge’, hvor bryggene egentlig smager udemærket, men på ingen måde stikker ud som noget særligt. Når det gælder øl stikker tyskerne bare generelt hverken særlig meget ud eller af.
Men man skal jo begynde et sted, og alle rejser starter med det første skridt, og tyskerne er da bestemt hverken snublet eller vrikket om på dét skridt – trods alt.
Men at der bare lige mangler noget rutine og viljen til det ekstraordinære er ret tydeligt allerede ved skænkningen af denne IPA. Brygget er såmænd nydeligt plumret mørkegult med godkendt gyldent skum, mens duften mere er et jab end det hook en god IPA – kejserlig eller ej – gerne skulle levere. Det er først og fremmest sødmen man mærker – den er klassisk af alteabolsjer, mens bitterheden viger en smule. Grannålene er fugtige og gamle, og gider ikke rigtig mere.
I smagen mangler fylden i det mindste ikke. Brygget møver sig anmassende frem som det skal. Bittersyrlig aroma af gær og grankogler fylder godt i mundhulen. Bagom melder syrlighed af umodne clementiner og lime sig. Det er lidt ufint, en smule rodet, men langt fra udrikkeligt, og ganske afgjort karakterfuldt.
Selvom mistanken om oxidation og for lang lagringstid borer som en anden tandlæge, er oplevelsen såmænd nogenlunde intakt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt gad prøve denne øl igen – frisk.
