Blændende fra start …
Vel, jeg må til det. Så vidt muligt må Marcus og min prøvesmagning af flere fine øl i lørdags rekonstrueres ud fra mine optagelser, hvor kun min egen stemme kunne høres. Heldigvis var Marcus snarrådig nok til at låne mig sin telefon, så der i det mindste kunne optages nogle flotte billeder af øllene. Det havde jeg nær selv glemt.
Allerførst skal der lyde en stor tak til bryggeriet, der sørgede for at levere smagsprøverne direkte til min dør. Beard Brew er et projekt bestående af Morten Fogdahl-Wiese og Dennis Mejdal. Førstnævnte står meget kort sagt for brygningen og de vilde eksperimenter der går forud, mens Dennis står for det grafiske og meget stilsikre udtryk. Skægget er et gennemgående grafisk træk, og jeg skal i den anledning prøve at undgå at tale alt for meget om hipstere, og ikke mindst fordommene om dem. Men mon ikke der med et glimt i øjet puffes kærligt drillende til dem ved hjælp af de mange skægformer, som de forskellige øl bærer. På denne – bryggeriets første kommercielle øl siden starten i 2011 – præges etiketten af en ‘Lemmy’ – selvom jeg nu langt fra er sikker på, at brygget bevidst er tænkt som et nik til den legandariske hedengange forskråler og bassist fra det britiske rock’n’roll band Motörhead.
Bryggeriet lægger sikkert ud, må man sige. Omend IPA-typen efterhånden er blevet så mainstream, at selv industribryggerierne producerer standard–IPA’er til ikke alt for høje priser, så findes der fortsat rigtig mange gode IPA’er derude. Det er fortsat noget, bryggerierne går op I at lave ordentligt. Typen har således været i stand til at holde til sin egen succes frem for at blive [pun-warning!] udvandet af den.
Beard Brews IPA gør det rigtig flot i et glas. Det gyldne skum kroner flot og tæt det kobberrøde og overraskende mørke bryg. Men indtrykkene strømmer allerede frem da kapslen letter, idet man allerede her kan annamme flormelis og vanille i skønneste forening. Bitterheden er laid back, men umiskendeligt præsent i baggrunden med små, spæde barberbladsskarpe grannåle.
Og der er fuld gas på aromaen. Som det skal være, er bitterheden helt i front. På optagelsen fremhæver jeg den intense nålebitterhed som selve typens signatur. Og hvor det dog ærgrer, at Marcus’ protest ikke kan høres i al sin vælde.
Indigneret erklærede han min karakteristik som noget af det mest Arthur Jensen-agtige der var sagt siden 3. eller 4. afsnit af Matador. Podcast-egnet, ganske afgjort, ligesom Marcus’ efterfølgende fortælling om, hvordan scenen hvori Hr. Schwann tumler halsbrækkende ned ad den trappe, der bliver hans endeligt, strålede i hans erindring, omend den scene – i øvrigt ligesom Lærer Andersens død af kulde på balkonen over Korsbæks hovedstrøg – aldrig er blevet vist, og formentlig heller ej optaget.
Og sådan går det hver gang, jeg optager Marcus’ og min fælles ølsmagning. Når der ikke er mere at fortælle om øllet, begynder vi at tale om andre ting.
Om denne øl havde vi nu også kun gode ting at sige. Bitterheden er lige i skabet. Og længe efter at brygget har passeret svælget, hviler den skarpe nålearoma stædigt i gane og gummer. En underliggende sødme af vanille yder det ekstra indtryk, der gør en IPA fuldendt.
Vitterlig godt skuldret af Beard Brew. Marcus udtrykte sin spændte forventning til de næste bryg, der kommer på markedet, hvilket jeg kun kunne istemme …
Marcus uddelte rundhåndede …
Jeg toppede med …
Beard Brew bukker, nejer og fejer med skægget 🍺🙏