Tidligere har islændingene formået at imponere her på bloggen. At et lille land med et indbyggerantal på omkring Århus’ befolkning rykker så meget på kvaliteten af deres specialøl er i sig selv ekstraordinært.
Men det gælder tydeligvis ikke dem alle. Uden på nogen måde at ville kalde det en prøvelse at have været igennem Einstök Ölgerðs øl, så har det alligevel været – tjah – småkedeligt og ikke videre inspirerende.
Med denne anmeldelse er den første Shopping Spree – anledninger, hvor jeg kommer til en håndfuld penge, der gør at jeg kan shoppe amok – overstået. Når jeg tænker tilbage på, hvorfor jeg ved den anledning valgte disse islandske øl, var det først og fremmest på grund af prisen. Den var relativt lav og gjorde, at jeg kunne tage lidt flere med uden at der ikke også var til noget andet. I dette tilfælde gik pris og kvalitet hånd i hånd – og så kan man dårligt tillade sig at ærgre sig. Men jeg konstaterer alligevel en smule trodsigt og demonstrativt, at jeg ikke ligefrem var heldig.
Vel, denne øl formåede faktisk alligevel at lappe lidt.
Indledningsvis byder det lyst ravfarvede bryg på en svært definerbar duft af agurk- og asielage, spædet op med vanille. Der føles rarere end det måske lyder.
Noterne af småsyrlig lage fortsætter i smagen, hvor den giver sig til udtryk i en nydeligt masserende egetræssmag. Fylden er i betragtning af bryggets relativt lette friskhed slet ikke for svag, men faktisk lige i øjet. Bryggets syrlige karakter tager af, mens egetræet består – det er jo en hårdfør plante. Den får en mere aromatisk karakter i eftersmagen. Så småt mærker man også en lidt mere potent fuselkarakter, der sammen med en humle, der ellers kun kvædede andenstemmen, efterhånden får lidt mere at skulle have sagt.
Som sådan er brygget endnu engang hverken en eksploderende vulkan, end bersærkende viking eller en altopslugende gletscherspalte. Til gengæld kommer det igen på smagen, og formår her faktisk at få oplevelsen på plads.
Så selvom andre islændinge stadig har gjort det godt, gør Einstök Ölgerð det da endelig også godt nok her.