Mellem portvin og kryddersnaps
Sommeren er over os – og det med en hævn! … hvilket mest af alt viser, hvordan gængse engelske udtryk ikke sådan lige lader sig afanglificere og blive danske. Men det passede jo så fint, at jeg i hele sidste uge havde Kvicklys Ølfestivalg-øl til anmeldelse, da deres … lad os for diplomatiets skyld kalde det friskhed – matchede det fremsnigende sommervejr meget godt.
Nu hvor heden dundrer derudad i alt sin klimaforandringsforstærkede voldsomhed, er jeg brændt inde med et par tjæretykke stouts fra tilbage i februar, hvor jeg indløste et gavekort fra min fødselsdag i Fish ‘n’ Beer på Amagerbrogade. Heldigvis har jeg ind imellem lange vagter, så de kan nydes, mens temperaturen kun er omkring 10 grader over det niveau, jeg finder behageligt. Om dagen ligger temperaturen i øjeblikket mellem 20-30 grader over mit idealniveau for udendørstemperatur – i sådan et vejr får jeg stundom lyst til færdigblandet radler – så slemt er det faktisk.
Om aftenen, når himlen omsider får omtrent samme farve som føromtalte stouts, kan disse såmænd også gøre gavn, når man efter en lang aftenvagt liiige skal se, hvad der er kommet på Netflix. Denne blev således mestendels nydt i ganske små nip til en akkurat så halvdårlig tidsrejsefilm, at synet ikke kan anses for rent tidsspilde. Paradox, hedder den, men vil man se noget nyskabende og rigtig godt, kan man roligt springe den over.
Denne øl, til gengæld, skal man bestemt ikke springe over. Letflydende og småt brusende som den er, starter den ellers med at foregøgle tyndbenethed og sodavandskaraktér. Men det driver ellers hurtigt over. For hvem har hørt om en sodavand, der duftede af brændte svesker blandet med friskskåret egetræ? Og så i et omfang, så det fylder hele lokalet ved skænkning?
Smagen er nu ikke engang så svesket endda. Det forbliver letflydende i viskositeten, og selvom der er fuld tryk på smagen, så er lige netop svesker næppe repræsenteret. Ud over fuldfed fylde, giver de 12 % alkohol – som i øvrigt gør brygget egnet ved en endda ganske høj stuetemperatur – rigeligt med prik og stik i hele mundhulen, samt den varme fornemmelse i brystet som man kender fra brændevin.
Engelsk lakrids dominerer på tungen, mens mundhule og gane indhylles i en let salmiakessens ikke ulig den man kender fra Super Flyers. Og selvom lakridsen er ganske bastant, og i det hele taget ret så engelsk i sin imperiale vælde, så får brygget aldrig smag af tørt lakridsstøv, som man ellers kan møde det i øl, der smager væsentlig mindre af lakrids end denne.
Smag, mundfornemmelse og den følelse brygget giver på vej ned gennem kroppen giver mig flashbacks til barndommens brystdråber, mens det relativt letflydende og alligevel vældigt gennemsmagende peger i retning af portvin, hvor druerne er erstattet af krydderiblandingen fra Gammel Dansk.
Det er intet mindre end skønt og ufatteligt lækkert, hinsides hvad jeg før har prøvet at lakridssmagende øl. Som nævnt blev brygget nydt i ganske små nip gennem hele filmen – der var mere end rigeligt i de 0,33 l. til, at de holdt i 1½ timers halvdårlig sci-fi-film.
Det er der ikke mange øl, der kan præstere.
