Black Ben er blevet bedre …
Det sidste Hjemmebryg, jeg fik af Black Ben fik jeg en nøje beskrivelse til af mesteren selv. med nærværende bryg har jeg forsøgt at finde brygget, men er ikke sikker nok til, at jeg tør linke … eller jeg vover pelsen, og har hermed også udtrykt min uskkerhed.
Hyldeblomst 2014 er brygget med Brewferm tør hvedegær, og altså ikke Hoegaarden gær, som den aldeles nydelige hvedeperle, jeg sidst prøvede. Forventningerne er i betragtning af den sidste oplevelse selvfølgelig store, og den slags kan desværre give bagslag.
Ved åbning udsender brygget ellers rigeligt med bouquet. Det er faktisk så voldsomt, at det nær slår én omkuld. Det er i hvert fald en god ide at sætte sig ned før man knapper op, så man højest risikerer at falde ned fra stolen.
Man rammes af en veritabel knytnæve syrlige æbler, efterfulgt af en serie lussinger af fuselalkohol blandet med lime og grape, for at slutte af med at få tværet en banan ud i fjæset, for sådan lige at understrege ydmygelsen. Går man lidt væk fra brygget, vil man kunne genkende nogle champagnenoter, men odeurens hidsighed alene skjuler det ret effektivt.
Ellers ligner brygget hvad det er – en hvedeøl, næsten klar men dog ikke helt, citrongul og med en skumkrone, der sjældent før sådan har lignet pisket marengsmasse i både udseende og konsistens.
Øretæverne, som bouqueten bød på, går ikke igen i smagen. Den er noget sværere at placere, men i centrum står en skarp, gæret syrlighed med en bitter bund, der først rigtig træder frem i eftersmagen. Her kan man sådan set nyde en fyldig aroma af lidt for gamle valnødder – men i modsætning til smagen af lidt for gamle valnødder, og hvor modbydelig den end måtte være i valnødder, så gør den det egentlig ganske godt i en øl.
Dette er dog det eneste store lyspunkt i en noget rodet hjemmebrygaffære. Gær og syre fylder for meget, men på den anden side heller ikke mere, end hvad man tit finder i industrielt fremstillede Hefeweizen eller Witbier fra henholdsvis Tyskland og Belgien. Til gengæld finder man i de tyske og belgiske varianter sjældent den habile eftersmag som dette bryg trods alt formår at levere.
Men 2015 versionen, som jeg prøvede sidst i oktober er langt bedre – end det alt sammen. Black Ben er blevet meget bedre til at brygge det forgangne år.
