Det er ikke første gang, jeg her på bloggen tester wit-bier, eller rettere wit-bier-ækvivalenter. Jeg husker Stuykman Wit fra Nørrebro Bryghus, og måske er det faktisk også de to eneste gange indtil videre. Alligevel er jeg tilbøjelig til at fælde en dom over stilen allerede, men mere om det senere.
Witbier betyder hvedeøl på flamsk, og det er netop hvad ‘Hvid’ fra Indslev Bryggeri er, eftersom bryggeriet udelukkende laver hvedeøl. Bryggeriet laver hvedeøl i forskellige traditioner, og Hvid er deres bud på en belgisk hvedeøltype under navnet Witbier. Af andre endnu ikke på bloggen behandlede witbier er Hoegaarden nok den kendteste. Anyways … I skrivende stund har jeg hovedpine, og mærker, at jeg skriver i ring, hvilket jeg ikke er utilbøjelig til netop at tilskrive øllet, der i øvrigt blev konsumeret til en frisk pasta-og-grøntsagsret i går aftes. Det tæller altsammen, og ikke for det gode (i modsætning til pasta-og-grøntsagsretten der ikke var til at skyde igennem.)
Hvid fra Indslev er en meget lys og lettåget øl. Den ligner meget tynd Fun-saftevand med citronsmag, og skummet gør mindre end intet væsen af sig. Det er lavt, skrøbeligt og har omtrent samme klæbeevne som friskpresset olivenolie. Duften … er der da. Den er sødligtsyrlig – men mest syrlig – af overvejende frisk lime og en snert af det søde i appelsiner. Citrusfrugttemaet er overordentligt nærværende, og det lover, endskønt duften ikke er ubehagelig, ikke godt.
Og smagen gør da heller ikke meget væsen af sig, og det væsen den trods alt gør, er ikke udelt behageligt. et første indtryk er sødt, en snert af clementin, dog med en skarp bismag af lime, et anmassende gærelement og en eftersmag, der først synes nogenlunde godkendt letbitter, men derefter også slår over i det gærede. De forskellige smagsindtryk passer iøvrigt dårligt sammen og ender i en aroma, der mest af alt minder om håndsæbe – og det er slet ikke den rare bouquet, som jeg kender fra min favorithåndsæbe fra UrteKram.
Sæbesmagen tager dog af efterhånden, men afløses ikke af noget bedre. Husk, at sæbesmagen blev fremmanet af den ikke velafstemte blanding af sødt og surt. I virkeligheden er det disse aromaer, der som brygget drikkes, tager mere og mere af, og afløses af en stadigt mere tør gærsmag ikke ulig kaffegrums i mundfornemmelse.
Og for nu at tage tråden op fra begyndelsen. Selvom jeg personligt ikke synes, at Hvid er en vellykket øl på nogen måde, lader det alligevel til, at witbier skal være på den måde. Jeg synes nemlig ikke, at Hvid er nævneværdigt bedre eller værre end Stuykman Wit eller som jeg husker Hoegaarden. Jeg tror ganske enkelt ikke, at belgisk witbier generelt er min kop øl – men da jeg ved, at det samtidig er en meget populær øltype, erkender jeg, at det ikke er øllet, der er noget galt med – det er nok mig.
Og overordnet har typen da sin perlende friskhed at byde på. Den kan velnok nydes, hvis øllet drikkes HELT koldt. Jeg er dog vokset fra iskoldt øl, noget tyder på, at jeg får hovedpine af witbier, og det smager tydeligvis grimt, hvis jeg drikker det på den måde, jeg foretrækker. Folk, der kan lide Hoegaarden, Stuykman Wit og formentlig også Fynsk Forår fra Ørbæk, vil sikkert også finde behag i den her øl. For min skyld kan de beholde dem alle – så er der også mere til dem.
