Som man når bundfaldet …
Som det fremgår af billedet fandt jeg den her på tilbud til en tier, i Føtex Dragør hvis nogen vil vide det. Den skulle være en af de få øl fra Bryggeri Skovlyst, der faktisk bliver brygget i Hareskoven, og ikke på industribryggeriet i Polen, så det var ikke bare interessant til prisen – det var faktisk bare generelt interessant. Endelig finder jeg ud af, hvilket niveau, de rent faktisk kan sætte deroppe lidt nord for København, og forhåbentlig er det da bedre, end hvad de præsterer dernede væsentligt længere syd for Bornholm.
Der hersker en kende forvirring om typen. Bryggeriet mener selv, det er en Imperial IPA, mens Untappd kalder det en Imperial Pale Ale. Ikke desto mindre fik jeg et badge på Untappd for nu at have checket en IPA ind 5 gange. Så selvom de ikke kalder den en IPA, synes de åbenbart, den er det lidt alligevel.
Men heldigvis er det jo ikke betegnelsen, eller forvirringen om samme, der er det vigtigste. Det er det visuelle, det olfaktoriske og først og fremmest det aromatiske indtryk.
Betegnelsen dikterer uanset hvad, at et er en lys øl, og brygget er da også set mørkere end det orangebrune bryg, der står flot og plumret i glasset med en fin cremet krone af gyldent, tæt og klistret skum på toppen. Stouts er fx altid mørkere, selv når de er katastrofalt meget tyndere. Duften er fyldig som frisk fløde, samtidig med at den kradser af rødgran og fyr. Det lover godt.
Om humlen kradser også af grannåle og løvtræ på både tunge og i gane. Og det bliver den ved med et godt stykke tid efter at brygget har passeret svælget og er gået i blodet med sine 7,2%. Der kan man desuden glæde sig over en letbrændende lakridseftersmag, der runder et mere end godkendt smagsbillede af.
Men helt i skabet er det desværre ikke. Smagsindtrykket føles som en kugle, hvor overfladen stråler af lækker, bitter humle og flødeagtig fylde. Men man skal ikke grave langt ned, før vandet pibler frem og fortynder de ellers lovende takter. Her i sommervarmen kan man måske tilgive det, men det er ikke meningen, at en Imperial IPA skal være en sommerøl. Sådan en skal kunne mærkes (en IPA skal ikke kun smages, den skal også mærkes) hele året rundt. Og om vinteren – ja, man skal faktisk ikke langt hen på efteråret før den faktisk ville føles lidt for spinkel.
Og så når man bunden af brygget. Her ligger restgæren og hygger sig, og så sker der noget. Her rejser brygget sig definitivt over de andre industriøl, bryggeriet notorisk har markedsført som mikrobryg, og viser, at det Skovlyst burde gøre, var at skodde industribryggeriet og i stedet udvide kapaciteten i Hareskoven. For der kan de jo faktisk noget med råvarerne. Fylden, som man mærkede i duften, dukker op igen, og det med fornyet styrke og flere tætte og brændende humlenoter. De sidste mundfulde er en stor nydelse og hele den foregående tyndbenethed værd.
Så det hele ender godt. Ligesom en dårlig Hollywood-film. Og så har man det jo også bare godt bagefter.
