En simpel og rigtig god pilsner.
Jeg takker indledningsvis min kære viv for at have henført min opmærksomhed på denne lille perle. Øllet blev, som illustrationen antyder, leveret pr. ‘håndgranat’, købt på kvindemuseet i Århus i anledning af et møde i min vivs slyngemødregruppe. Ja, her i huset slynger eller vikler vi den lille Thorolf. Vi ejer faktisk ikke en barnevogn, da det er et frygteligt slæb at bakse den op på 3. sal, for slet ikke at tale om ind og ud af busser, tog og så videre.
Jeg kunne fortsætte i timevis om alle de måder, vi her i huset gør ting anderledes med vores barn, men da min viv siger det så fantastisk meget bedre end jeg, og hun rent faktisk har en blog til netop den slags indlæg, lader jeg hende få ordet desangående fra nu af.
Det var nu ikke tilfældigt, at Humle [mellemrum, der ikke burde være der, men som jeg ikke med rimelighed kan påstå er en fejl, da det også er et egenavn – i modsætning til den lille kommentar under bryggets navn “håndbrygget kvalitets øl” fy fy fy!] Fryd blev solgt netop på kvindemuseet. Bryggeriet, der ligger i Brøndby, ejes af ægteparret Birte og Morten Skands, og har Birte Skands som brygmester. Hun er dermed den eneste kvindelige brygmester i Danmark.
Dette fremgår ikke af etiketten, hvilket jeg faktisk synes er godt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg faktisk er ret imponeret over øllets kvalitet. Imidlertid mener jeg ikke, det er en imponerende øl i betragtning af, at det er en kvinde, der står bag. Jeg mener slet og ret, at det er en imponerende øl – punktum. At skilte for meget med brygmesterens køn – eller for den sags skyld at skilte med køn i nogen faggruppe overhovedet – ville være med til at legitimere den opfattelse, at en stor bedrift er desto mere imponerende, hvis en kvinde står bag. Denne opfattelse præsupponerer nemlig påstanden om, at kvinder generelt har sværere ved ting end mænd, hvilket beror på en endda meget ubehagelig borgerlig fordom.
Men til sagen. Humle Fryd dufter af og ser ud som pilsner – hverken mere eller mindre. Lige efter åbningen var jeg faktisk lidt bange for at sætte glasset skuffet fra mig.
Men hold da op, en smag! Kan en pilsner virkelig smage af så meget? Over alt dominerer en både fyldig og fandenivoldsk bitterhed, der brutalt besætter de bagerste laterale smagsløg i en lynoperation. Efterfølgende tæskes der uophørligt løs på dem med en helt utrolig intens og fyldig bitterhed. Kun ganske langsomt klinger bitterheden af. Den kan mærkes længe efter glasset er sat for munden for sidste gang.
Der er så heller ikke meget andet i øllet end bitterhed. Der er en let metallisk bismag, der dog er til at leve med, blandt andet fordi den er med til at give øllet en frisk, vederkvægende kant. Men det simpelt sammensatte smagsbillede er også helt i orden, for en pilsner må gerne være simpel, så længe den tilstedeværende smag også er god nok – og det er den i dette tilfælde!
