Smagfuld Session …
Det var en kæmpe fejl, som jeg slet ikke kan finde forklaringer eller undskyldninger for at vente hele ni år med at prøve nye øl fra nederlandske De Molen. Et bryggeri, der formår at brygge en øl, der holder førstepladsen som den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet i fem år burde selvfølgelig besøges oftere. Så bloggens bodsgang fortsætter med endnu en øl fra Møllen – ja, hvis folk ikke skulle vide det, så er det det, bryggeriets navn betyder.
Bryggeriet har angiveligt til huse i en gammel mølle. Der er åbent for besøgende, og der langes gavmildt smagsprøver ud til gæsterne. Selv afskyr jeg at rejse som pesten, men Nederlandende er ikke så langt væk, at jeg fuldkommen vil afvise at tage derned engang. Med tog eller lignende transport, der ikke giver et alt for stort CO2-aftryk i processen. Det er heller ikke fordi forskellen hjemmefra vil være så stor. Danmarks topografi er i det store og hele som Nederlandenes, sprogene er omtrent lige hæslige, men i modsætning til Danmark, har Nederlandene en fornuftig rusmiddelpolitik som Danmark kunne lære noget af.
Ja, i det store og hele er Danmark vel egentlig bare Nederlandene uden alt det sjove.
Men videre til øllet. Hugs & Kisses er en Session IPA – en øl, der både i aroma og alkoholindhold er mere afdæmpet end en fuldblods-IPA. En slags frokost-IPA, kunne man kalde den. Brygget her holder nu alligevel 4,2%, altså næsten regulær pilsnerstyrke, hvorfor kørsel og betjening af maskiner næppe er tilrådeligt, selv efter et mindre kvantum.
Session-elementet viser sig da også ved åbning i form af en svagere duft, omend noterne af bergamot og grannåle da er entydigt behagelige i det flotte, kobberfarvede bryg. Letdrikkeligheden er også som forventet – men netop forventningen derom holder skuffelsen stangen. Dette er ikke en øl, der er tænkt som en aromabombe, men som en et læskende afbræk i en ellers anstrengende arbejdsdag.
Og lader man i øvrigt brygget hvile et øjeblik på tungen, er der faktisk også rigeligt smag at tage af. Humlen river overraskende hårdt i tunge og gummer; knastørt savsmuld af nåletræ, piftet op med en skefuld kardemomme og en knivspids wasabi, så det river lidt ekstra, men på forunderligvis leveret i sessionens afdæmpede letdrikkelighed. Et smagfuldt paradox, der indrømmer den ofte udskældte lette IPA-type fuld legitimitet.
Jeg tager altid hatten af (og de der kender mig vil vide, at jeg rent faktisk ejer og går med hat – en bredskygget, sort fedora) for bryggerier, der begiver sig ud i svære, udskældte typer. Og jeg bukker i tilgift, når resultatet er så vellykket som det er her.
Godt gået!
