Et lille stykke historie …
Jeg er jo altid gerne lidt ude med riven efter de lange beretninger på Amager Bryghus’ etiketter. Men når det kommer til stykket glæder jeg mig faktisk over deres gerne overdrevne markedsføring og storytelling fordi den i sin svulstige overdrevethed tager gas på markedsføring i al almindelighed. Jeg under også gerne læserne denne oplevelse, idet jeg prøver at undgå at kommentere de konkrete historier alt for meget.
I dette tilfælde vil jeg dog fortælle lidt mere end jeg plejer. Hr. Frederiksen er om muligt bryggeriets andet flagskib. Det mørke flagskib, fristes man til at sige, mens Batch 1000 velsagtens er bryggeriets lyse bud. Hr. Frederiksen røg – så vidt jeg husker fra Henrik Papsøs fortælling, da jeg var nede for at hente øllene for snart trekvart år siden – som den første øl nogensinde fra Amager Bryghus på Ratebeers top 50. Den blev senere vippet af pinden som den højest placerede øl fra Amager Bryghus af Green, Green Banshee – men det er en anden historie.
Jeg vil referere en smule mere, fordi historien virker overraskende troværdig og lidet overdrevet. Ved læsning erfarer man, at brygget er opkaldt efter en Peter Frederiksen, der ved indlytning på bryghusets gamle adresse … den har jeg allerede glemt, men at Peter Frederiksen var behjælpelig med at banke armerede betonvægge ned, utrætteligt og pligtopfyldende. Den gamle adresse i Tårnby havde en forhistorie som Bibellager og lokaler for Scientology, så den gode Peter Frederiksen arbejdede ikke bare for bryggeriet, men for at gøre stedet i det hele taget til et mere nyttigt ét af slagsen – ganske åbenbart.
Bryggeriet beskriver selv den natsorte stout med det tætte, beigebrune skum som et måltid i sig selv. Og bedømt på bryggets modvilje mod overhovedet at lade sig hælde ned i glasset vidner derom. Amager Bryghus kan – så vidt jeg er orienteret – fortsat kun tappe på halvlitersemballager i glas. Brygget her kunne man næste lige så godt fylde på tube.
I modsætning til den frygtindgydende skrigeånd fra sidste år, er brygget her anderledes venligt. En fortinsvis mild duft af vanillesødet kaffe giver et langt mere aromatisk end brutalt indtryk …
… og aroatisk er nøgleordet. Brygget hviler tung, men venligt på tungen. Som en kugledyne over et ADHD-barn … tror jeg, selvom jeg personligt aldrig har prøvet en af de der kugledyner (jeg er nok bare ikke så hårdt ramt). Et kraftigt bryg er det, men ikke brutalt. Der er forskel. Denne er en mild kæmpe, der er fuldt bevidst om sin styrke – og den er lige så stor som dens varme, bankende hjerte.
Kaffe og lakrids blander sig så nydeligt. Vanillen yder aroma oven i det rent bitre og det rent søde, mens alkoholen – de mægtige 10,5 binder det hele sammen. Alle aromaerne er så nøje og præcist afstemt, at det er en ren fryd. Ikke et gram for meget kaffe, eller lakrids, eller vanille, eller – mind you – alkohol. Uagtet brygget høje fartøjsuegnethed virker brygget ingenlunde sprittet – dårligt nok alkoholisk. Der er bare lige præcis den mængde, der skal til. Punktum.
Sikke en hyldest. Peter Frederiksen har al grund til at være meget stolt!
