På smagsløgssightseeing …
Man kan ikke sige, at der ved dette års Ølfestivalg indtil videre har været langt mellem snapsene. For der har ikke rigtig været nogen snapse endnu. Jeg er så småt ved at blive bekymret – ikke blot for antallet af deltagere ved arrangementet, men også det generelle niveau, der indtil videre ser ud til at have fået et ordentligt nøk nedad. Sidste år var den laveste karakter, der blev givet 3½ stjerner. I år har de tre første bryg allesammen lagt sig under denne karakter. At bevare optimismen synes mere og mere en udfordring.
Men – som både Pink Floyd og Queen har lært os: The Show Must Go On …
Raasteds bud på en ølfestivalgøl er et kombinationsprodukt, hvor man har taget udgangspunkt i en lys belgisk ale, og blandet noget amerikansk humle i. Amerikansk humle lyder jo entydigt godt (for mig ville det næppe gøre nogen forskel om man erstattede ordet “godt” i det danske sprog med “amerikansk humle”) mens den belgiske ale er noget af en trickster, der kan være alt fra aldeles pragt– til aldeles rædselsfuldt.
Visuelt leverer brygget i hvert fald varen. Sjældent har jeg set et bryg, der i den grad ligner overfladen på en citrusfrugt – i dette tilfælde en pomelo. Helt tæt og højgult er brygget, og så gør det ikke spor, at skummet ikke gør noget videre væsen af sig. Bouqueten er umiddelbart rar, men alligevel lettere ildevarslende. Lime og clementin blander sig kækt med bananen, hvor sidstnævnte ikke altid er noget godt tegn, og idet Weissbiergæren indfinder sig, får duften en ildevarslende snert.
Snart skal det dog vise sig, at der ikke er noget at være bange for. Det blandede duftindtryk forvarsler til gengæld en meget interessant, speciel og mangefacetteret oplevelse, som jeg faktisk aldrig har oplevet i nogen øl før.
Det starter syrligt og krast med en smag af limonade med for lidt sukker, blandet op med grannåle og fyrretræsharpiks. Så sætter sødme af velmodne appelsiner ind med bitterhed af samme, mens grannålene fra før lystigt kradser i gane, spiserør og kadaver, når brygget er gledet ned. Det er trods alt ikke mange øl, man ligefrem kan smage med mavesækken, men denne er én af dem.
Brygget byder på en sand mangfoldighed af gode smagsindtryk. Der er sødt, syrligt, surt og bittert. Det hele er bundet sammen af en adækvat gærfylde, som man kun mærker og ikke smager, på trods af bryggets mere end markante restgærtæthed. De forskelligartede smagsindtryk distraherer ikke. De forstyrrer heller ikke hinanden, endskønt de stundom blander sig aldrig så nydeligt. Aromaerne er delikat arrangeret ind i og oven på hinanden som et avanceret 3D-puslespil, der udgør en veltegnet arkitektonisk skulptur – ganske kompleks, men ikke forvirrende og aldrig rodet.
Kunne der have været mere knald på smagen? Så afgjort – men det flotte, komplekse smagssammenspil, den veltilrettelagte sightseeing rundt i alle smagsløgenes afkroge, som dette bryg byder på, ville alt for let blive overdøvet, hvis brygget smagte for kraftigt.
Min foreløbige favorit er fundet, og min tiltro til arrangementets kvalitetsniveau er på én gang blevet reetableret.
Hvis du mener, jeg må have slået hovedet, når jeg synes, at denne øl er fremragende, kan du jo altid stemme på en anden øl på oelfestivalg.dk
