Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Hophorn, Hornbeer

India Pale Ale af gavn …

 
Sommeren er over os. Den lå i baghold, overfaldt os lagde os i benlås og hamrer nu løs alle reglementerede – og især ureglementerede – steder med en med sikkerhed ureglementeret stor totenschläger. For en dag søgte jeg tilflugt for tæskene hos min kære fader i Hvalsø sammen med mine børn. Det varede ikke længe før vi havde lagt planer om at grille, og remedierne skulle skaffes i den lokale brugs. Den samme brugs, der fast har Hornbeers og Herslevs bryg på hylderne, for de bryggerier ligger jo alligevel lige i nærheden.
Så et dyrt, men forhåbentlig godt Hornbeer-bryg blev det til. Selvom jeg stadig finder det risikabelt at vælge Hornbeers øl. Jeg er blevet slemt skuffet før, men ved også, at det kan være rigtig godt. Brugsen Hvalsø havde desuden et restlager af nogle amerikanske mikrobryg stående, som ellers var blevet forflyttet fra Kvickly til Fakta sidste efterår, og derefter revet væk i løbet af få dage (jeg nåede som bekendt at redde mig et eksemplar af de fleste). De øl vender jeg selvfølgelig tilbage til senere, men hvordan det kunne være, at de kunne fås i Brugsen Hvalsø så lang tid efter, får jeg nok aldrig svar på.
Allerede ved skænkning af dagens øl eksploderer bouqueten i et festfyrværkeri af aromatiske IPA-noter. Det er rene krysantemumbomber af ingefær, hyldeblomst, roser og bergamotolie med krudtslam af bitre, skarpe humlenoter. Krudtslam leder desuden tanken hen på bryggets lød, der ikke følger betegnelsen IPA særlig godt. Brygget er nemlig ret mørkt – mørkere og tykkere i viskositeten endda, end visse tynde stouts, jeg har prøvet gennem årene. Det er med andre ord en IPA af gavn, men dårligt af navn (og det gør jo ikke noget). En IPA, der ikke bare er usædvanligt aromatisk, men også bryder genrens rammer. Det cremede skum tårner sig op, først som lakridsflødeis, og efterhånden som det falder, idet de små bobler springer først, og efterlader lange fedtede strenge på tværs af glasset, bliver det til lakridscandyfloss. Skummets evne til at klistre, gør så meget desto mere sammenligningen med candy floss passende.
Men faktisk er det ikke første gang, det er set. En mørk IPA fra Bryghuset Braunstein kunne opleves ved Kvicklys Ølfestivalg tidligere på året. Men den bliver gennempryglet af Hornbeers på samme måde som sommeren har pryglet os almindelige dødelige, og fortjener ingen yderligere sammenligning.
Og det er bestemt ikke et bryg, der har det hele i udseendet og duften. “Er du rådden!” udbryder jeg ved det første lille nip, idet endnu et festfyrværkeri eksploderer i mundhulen. Det udløser tæskeskarp og bitter humle samtidig med alle de rare, søde blomstertoner, men kunne mærke i duften. Fyrværkerimetaforen kommer også til sin ret i mundfornemmelsen. Humlen hiver, flår og bider og river smagsløgene rundt med en blanding af wasabi og gari-fornemmelse. Uden at overdrive brændte brygget mere end de chorizo-pølser, vi kort før åbning havde taget af grillen.
Ved mandlerne bliver brygget mildere, og slår over i en bittersød blanding af især bergamotolie og knastør cascadehumlesmag. Jeg ved ikke, om det er cascadehumle, der er brugt, men humlens friskhed svarer i hvert fald meget godt dertil.
Ja, jeg skrev friskhed. Paradoksalt nok føles det hidsigt bitre bryg også læskende, vederkvægende og friskt. Det fungerer fint afkølet og formår at holde én immun over for sommervarmens værste tæv – for en tid i hvert fald.

6-stjerner

Updated: 10. juli 2016 — 16:28

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme