Den store forskel … okay, den lille forskel på denne og de mange andre tyske enhedspilsnere er, at denne reklamerer med at være ‘doppelt gehopft’ – altså krydret med humle hele to gange i stedet for bare én.
Dét og så skummet. Dette holder samme lød og konsistens som vi efterhånden har vænnet os til, men klistrer til gengæld som epoxyfugemasse, og må nærmest skrabes af ved opvask. Det ser man nok ved mange gode, overgærede øl, men sjældent hos de rene, standardiserede (læs: industrialiserede), tynde, tyske standardpilsnere.
Duften gør ikke noget videre væsen af sig. Humlen kan godt spores, men i flere af de andre julekalenderbryg har den været væsentlig kraftigere. Her kan den dobbelte portion humle ikke mærkes.
Det kan den umiddelbart heller ikke i smagen … Og dog. Det starter i det små “ja, det smager da af humle” tænker man, og i øvrigt ikke af meget andet. Men humlen vokser, bliver skarpere, og fylder efterhånden hele munden med bitter aroma.
Det er rent, uforfalsket og skarpt, som kun tyskerne kan gøre det. Ofte, og det har denne julekalender vist, udelades skarpheden, og så bliver det bare kedeligt. Men her er skarpheden intakt, ikke usandsynligvis på grund af den ekstra humle.
Brygget er samtidig lige så tyndt og ufyldigt, som de andre tyske bryg fra kalenderen. Men dermed er det også tørstslukkende og samtidig så velsmagende, at man netop glemmer, at tørstslukkende egenskaber og tynd krop ofte er to sider af samme sag.
Den ekstra humle fungerede – I’ll be damned!