– En god begyndelse.
Måneden er endnu engang skiftet – fra august til september – og dermed er efteråret officielt startet. Det er også en anledning til at pifte lidt liv i min ølblog, som jeg ikke har været helt tilfreds med aktivitetsniveauet på her på det sidste. Jeg har derfor besluttet mig for at påbegynde et nyt tema, der passer til årstiden, nemlig “Høstbryg” – slet og ret.
Jeg ved ikke, om det er en ny ide, bryghusene har fået, men jeg mindes ikke, at jeg før har set Høstbryg i butikkerne i samme omfang som jeg ser i øjeblikket. Der er i hvert fald rigeligt at vælge imellem, og nyheder skal da afprøves, som altid med risiko for, at det hele viser sig at være et flop.
Risikoen for totalt flop er dog noget mindre end ved sidste tema om Carlsbergs nye øl. Alene øllenes ingredienser lover en helt igennem mere interessant oplevelse. Fælles for høstbryggene synes nemlig at være, at de alle er brygget med malt fra flere forskellige typer korn, velsagtens for at fejre høstens komme. At blande forskellige typer kornmalt er en måde at variere øl på, der er lige så gammel som brygningen selv, og ikke sjældent med gode resultater.
Den første øl i temaet er Høstbryg fra Randers Bryghus, forøvrigt købt i min lokale Fakta, der åbenbart har udviddet udvalget af specialøl betragteligt her på det sidste. Det vil jeg komme tilbage til i kommende indlæg. Overfladisk betragtet – og her tænker jeg helt bogstaveligt på, hvad der kan læses på overfladen af etiketten – er denne øl den kedeligste høstbryg, jeg indtil videre har set. Den er nemlig kun lavet på to typer korn – rug og hvede, mens de andre, jeg har på lager, alle har hele fire typer korn. Jeg starter altså med det lettilgængelige øl, og arbejder mig frem gennem de mere sofistikerede, og formentlig starter jeg dermed med det kedeligste.
Udseendet er imidlertid ikke kedeligt. Den ville have været ravfarvet, hvis ikke den samtidig var grumset og dermed uigennemskinnelig – det er jo forøvrigt alt sammen godt. Skummet er højt, tæt og gyldent, og kroner majestætisk over det dyborange bryg. Man skal huske at ryste flasken, før man hælder det allersidste øl op, så man får alt det gode i bundfaldet med. Duften er sødligt frugtagtig med en anelse gær.
Den smager sødt frugtagtig og er ganske fyldig. Det er en sødme, der bedst kan sammenlignes med den man finder i ferskner og nektariner. Brygget har en vis friskhed, men heldigvis ikke af den slags, man finder i vandige pilsnerøl – det sørger fylden for at forhindre. Som brygget bevæger sig hen over tungen, er der en tiltagende humlesmag, der munder ud i en ganske blid og ganske behagelig nøddebitter eftersmag. Det er næsten mandelblødt, og bitterheden er på ingen måde bidsk.
Det er både godt og simpelt, uden at man får fornemmelsen af, at bryggeriet bare har valgt det sikre fremfor det interessante. Det er samtidig en god øl til dem, der ikke bryder sig om bitre øl, men bedre kan lide de søde. Alligevel er der stadig langt til de mystiske eksperimenter, såsom Velvet Ale fra Carlsberg, eller Stuykman Wit fra Nørrebro Bryghus, så man stadig har et bryg i hånden, som man ikke er i tvivl om, rent faktisk er øl.
