Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Høker Bajer, Hancock

Hvis alle standardøl var sådan …

Jeg har været til hjemmebane-sæsonpremiere for mit yndlingshold Fremad Amager. Vi tabte 1-2 efter at have været bagud 0-2. Fremad kæmper bedst under pres, og
0-2 er en farlig føring – især for den som er bagud, og presset rakte altså ikke til at vende kampen. Men jeg elsker mit hold, og kunne aldrig drømme om ikke at støtte det – det gælder også når de taber.

Vel, før kampen mødtes jeg med et par venner – blandt andre Gedved, som man vil kunne huske fra Radlereksperimentet for nogle uger siden, og fik et par øl før kampen. Det skete ved kolonihaveforeningen HF-Sundbyvesters købmand, Biksen, der har et overraskende stort og alternativt udvalg, i betragtning af, at det trods alt blot er en kiosk.

Blandt andet havde de det skibonittiske (ja, det må det jo hedde, når folk fra Skive hedder skibonitter) bryggeri Hancocks pilsner, en Høker Bajer. Og de må jo have lov at kalde deres øl, hvad de vil, men det vil vedblive med at irritere mig, at der er mellemrum mellem de to ord i titlen. Til gengæld er det jo en kende pinligt, at jeg ikke har anmeldt øl fra dette hæderkronede bryggeri endnu. Jeg tror, jeg første gang prøvede deres øl i fredagsbaren på det daværende Institut for Religionshistorie, KUA – der i disse dage nedrives. Instituttet flyttede i mellemtiden til Artillerivej, og ændrede navn til ToRS – Tværkulturelle og Regionale Studier, i daglig tale “Institut for Resten”. Nu ligger det velsagtens på det nye KUA, men for mit vedkommende er det et overstået kapitel.

Høker Bajer er lidt stærkere end de 4,6%, der er normalt for pilsnerne herhjemme. Den holder 5,0%, er til dels brygget på stivelse og tilsat ascorbinsyre. Jeg har hørt et rygte om, at ascorbinsyren ikke bare skulle være tilsat for at hindre yderligere gæring, men også for at holde øllet autentisk. I gamle dage tilsatte man ascorbinsyren fast, angiveligt for at hindre at ølkuske og bryggeriarbejdere udviklede skørbug, og det skulle efter sigende være i den tradition, Hancock fortsat tilsætter ascorbinsyren. I det hele taget gør de meget ud af, at de brygger efter de gamle metoder, og derfor kun bruger den klassisk Saaz-humle fra tjekkiet, som de også på stedet udråber til at være den fineste.

Det er alt sammen meget godt, men brygget må på grund af tilsat stivelse og ascorbinsyre undvære den efterstræbelsesværdige etiket som ‘ren øl’. Farven fejler ikke noget. Et par toner mørkere end vanlig dansk pilsner er den, til gengæld med den danske pilsners typisk kridhvide skum. Enhver yderligere sammenligning med dansk pilsnerskum tåler Høker Bajeren dog ikke. Det er både højere, mere holdbart og langt mere klæbrigt, end hvad man er vant til. Bouqueten er til gengæld svær overhovedet at få øje på. En syrligt-vandig snert af græs efter et regnskyl, med en anelse korn ind over.

Smagen er til gengæld en klasse for sig, når det gælder pilsnere. Den består af velkendt pilsnerhumlebitterhed, vel afrundet af valnødder med en let og matchende syrlighed af ananaskirsebær. Bitterheden vokser efter at brygget er nedsvælget, og trækker man lidt luft ind, kilder brygget mandlerne med et kraftigt, besk indtryk, der ingenlunde truer med at slå over i det harske. Hvis det er Saazer-humlen, der giver det fine indtryk – ja, så er det skam fint, men det fineste, ligefrem?

Alt i alt en karakterfuld pilsner med lidt ekstra af det hele, alkohol, tilsætningsstoffer og – skal man ikke glemme – smag. Et lille minus er dog fortsat det uforsvarlige mellemrum mellem ‘Høker’ og ‘Bajer’ – men når øllet er så godt, er det lige før jeg faktisk kan tilgive Hancock den anløbne ortografi.
4-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 00:45

4 Comments

Add a Comment
  1. Jens Ernst Larsen

    En rigtig god vurdering, men jeg var egentlig på jagt efter historien om etiketten (Hvis der er en sådan.), kender du den)

  2. Jeg kender desværre ikke historien om etiketten. Har du prøvet at skrive til bryggeriet direkte?

  3. Min Biologilærer i 1G lærte os at drikke Høkerbajere på Livø. Jeg er ham evig taknemmelig.

  4. Jeg var på lejrskole på Livø i 8. klasse. Det var så før lærerne måtte drikke øl med én.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme