Så fik jeg den endelig smagt! Hobgoblin, som jeg husker, at jeg allerede for en del år siden så stå i flere af Coops supermarkeder. Jeg husker ikke længere hvilke i detaljer.
Jeg havde lidt svært ved at tage den tegneserieagtige markedsføring alvorligt dengang, og det er sandelig godt, at jeg har ændret syn på den slags siden, for nu synes jeg bare, det er festligt. Nærværende eksemplar er i øvrigt købt i den lokale ‘Dunnes‘-supermarked her i Swords. En af de ting, jeg var spændt på, da vi flyttede hertil var naturligvis udvalget af øl i supermarkederne, og min foreløbige konklusion må betegnes som noget i retning af ‘ikke så god som jeg havde håbet, ikke så dårlig, som jeg havde frygtet’.
Øltraditionen er formentlig lidt anderledes her i Irland. Min fornemmelse er, at øl ikke i samme grad er noget, man drikker derhjemme, som noget, man drikker ude i byen. Og hvis man vælger at drikke en øl derhjemme, findes der nogle relevante alternativer til supermarkederne, hvis man vil have noget ordentligt, nemlig de såkaldte Off-licenses. I Off-licenses er udvalget stort både geografisk og stilmæssigt, uden dog at være helt så veludviklet som det danske marked for specialøl, det være sig hjemlige som udenlandske. Ellers er servicen god og prisen derefter. Min fornemmelse er dog, at den sammenligning jeg er stødt på mellem Off-licenses og de nordiske systembolag, er temmelig meget skudt forbi. Ud over den oplagte forskel, at Off-Licenses ikke har monopol, så er udvalget simpelt hen ikke af samme kaliber, som den jeg kan ane systembolagene har, ud fra mine nordiske medbloggere.
Vel, en levende pubtradition og Off-licenses kunne godt se ud til at presse supermarkederne til at satse på det sikre. Hylderne byder på Carlings, Carlsberg, Corrs Light og en lang række andre britiske, tyske og europæiske pilsnerprodukter, som nærmest stråler af mainstream og middelmådighed … Indtil man når ned til den måske halve hyldemeter, hvor øllene på toppen fortsat er ligegyldige pilsnere (dog med et større indslag af mainstream-stouts end man kender det derhjemmefra (ikke at vi overhovedet har et begreb som mainstream-stouts, men lad det nu ligge)), og øllene længere nede er en kende mere interessante. Her kan man få enkelte udvalgte øl fra mindre bryggerier – typisk engelske, hvor Hobgoblin hører til noget af det mest eksotiske, man kan finde. Efter øllene kan man til gengæld glæde sig over et stort udvalg af rigtig cider, helt uden Somersby. Er man ciderentusiast er der rig mulighed for at få tørsten slukket i Irland – hvorvidt udvalget er spændende og interessant skal jeg dog ikke gøre mig klog på, da det ikke er cider, jeg interesserer mig for.
Hobgoblinen til gengæld … den britiske version af drillenissen er en halvmørk, faktisk ganske rød øl. Det er slet ikke ved siden af, når der på etiketten står, at det er en ‘ruby beer’. Skummet er sodavandsagtigt brusende, og næsten orange i løden. Det næsten larmer, mens det afbruser og efterlader en ganske tynd film af små bobler på overfladen af brygget. Det er bestemt ikke skummet, der er det mest imponerende ved øllet, omend dets farve er flot alt den korte stund det kan ses.
Brygget er praktisk taget duftløst. Lige meget hvor langt, jeg stak gynteren ned i glasset, og sniffede som en teenager på ‘In’ i slutningen af 90’erne, opfangede mine olforiske sensorer intet. Først da glasset kom for munden begyndte brygget at kunne sanses, og heldigvis skuffede det ikke.
Det er en sød og fyldig øl, nydeligt afstemt med en dertil passende bitterhed. Der er cirka lige dele malt og karamel, lige dele farin og kaffe, så bittert og sødt mødes, og danser en fin lille støvledans på smagsløgende – sådan som nisser nu engang har for vane. Den karamelagtige sødme fylder mundhulen, med en antydning af syrlig appelsin og ananaskirsebær. Samtidig smyger den nøddeagtige bitterhed sig om gummerne langs kindtænderne, og kilder pikant mandlerne. Efter nedsvælgning kan bitterheden længe mærkes som en dis i hele mundhulen.
Det er en rar, blød og fyldig øl, der faktisk også formår at drille smagsløgende en smule med sin udfordrende syrlighed. Men alt er vel afbalanceret, og der er intet der snubler, trimler eller falder på grund af drillerierne – der skabes en lige præcis passende dynamik imellem smagsindtrykkene, så brygget ikke bare hviler dovent i sin egen ensartethed med risiko for at blive kedeligt og selvfedt.
