Større enighed, mindre vished …
Kategoriseringen af dette bryg har været noget af en udfordring. Etiketteksten står hulter ti bulter, som var klichéerne katapulteret mod etiketten fra en bulet ske af en uvorn unge på ti meters afstand. Hvad der egentlig er bryggets navn, bryggeriets navn og beskrivelsen af brygget, forbliver usikkert, uanset hvor længe man kigger på flasken.
I det mindste er jeg da nogenlunde sikker på oprindelseslandet, selvom jeg i første omgang tippede det til at være Belgien – og måske endda det lille område i øst, hvor det tyske sprog er dominerende. Ordet ‘Belgium’ samt det tyskklingende navn fik mig på dét vildspor. Angiveligt er det eneste, valonere og flamlændere kan blive enige om, at hade befolkningen i dette område mere, end de hader hinanden. Men det er en anden historie. Nej, brygget er fra et andet flersproget land, nemlig Canada. Og med dette bryg har Canada sin debut på bloggen – og det må sige at være noget af et brag deraf.
For hvor visheden om, hvilket bryg, vi egentlig havde mellem hænderne, var vigende, var enigheden om bryggets ikke spor vigende kvalitet ikke spor vigende. Mange detaljer kan jeg desværre ikke give. Det første bryg, Marcus og jeg nød den aften, havde angiveligt gjort sin virkning, således at mine noter i højere grad end sædvanligt er i – ja – noteform. Nødtørftigt nedkradset, så det allervigtigste var bevaret for eftertiden – eller i hvert fald indtil bloggeren fik taget sig sammen til at tage sig sammen til at få skrevet sit indlæg.
Det var angiveligt et flot orange bryg, og det bekræfter billedet jo også. Klæbrigt skummende og med en syrligt bitter duft. Ja, bouqueten ville jeg gerne have kunnet beskrive lidt bedre – men dette, er alt hvad der står.
Smagen beskrev Marcus som startende “underspillet” hvorefter den “folder sig så vidunderligt ud”. En sød bund af appelsin suppleres med bitterhed af frisk nåletræ. Bitterheden melder sig især i eftersmagen efter en rund, læskende sød indledning.
Og det er lissom det, jeg kan stykke sammen af mine sparsomme, halvvejs ulæselige noter. Ikke desto mindre kan jeg afsløre, at denne øl var den bedste, vi prøvede den aften, og den har både bloggerens og gæsteanmelderens varmeste anbefalinger.