Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Hjemmebryg v/ The Lord of Malts, Jakob Schytz

Lørdagen før pinse var familien og jeg taget hele den lange vej fra Aarhus til Aalborg. Der skulle årets skandinaviske mesterskab i sækkepibespil stå – for anden gang i træk uden at jeg skulle deltage. Sidste gang blev jeg ramt af blindtarmsbetændelse umiddelbart før, og i år – ja, der er musikken blevet parkeret til fordel for andre ting, som alt andet lige er vigtigere. Men af sted skulle vi da, og møde gamle venner og bekendte, og opleve den dejlige musik, der har været en så stor del af mit liv, og vel nok også skal blive en stor del af mit liv igen, engang når jeg får tid og ikke mindst et ordentligt sted at øve.

Besøget ved Limfjorden, nærmere betegnet Lindholm Høje lidt uden for Nørresundby, gav mig også en mulighed for noget, jeg kun sjældent har oplevet – formentlig færre gange, end hvad der kunne være talt på en hånd. Jeg skulle møde nogen, jeg kun kender fra nettet, nærmere betegnet facebook og ølbloggermiljøet, The Lord of Malts Jakob Schytz (som nogen måske vil kende som The Master of Hoppets‘ faste sidekick, når ellers Mesteren ikke er i færd med at tørlægge det nordamerikanske kontinent for gærede humleprodukter).

Ud over en sludder om arrangementet, os selv, vores familier, øl (vel nok ikke til læsernes store overraskelse) med mere, havde Jakob også taget et par flasker af sit hjemmebryg med, og jeg anser det naturligvis som både en ære og en anerkendelse af mine bloggeregenskaber, at jeg blev bedt om at anmelde den her på bloggen. Jakob fortalte selv, at øllet var præget af en stor mængde tørhumle – og det lød jo ganske forjættende.

Lord of Malts, aka Jakob Schytz til venstre. og undertegnede
til højre- iført sovende tumling på ryggen, hvilket
man nemt kommer til at fremstå en kende skrutrygget af.
Foto: Linda Framke

Da menuen pinsemandag stod på stegesotilberedt kylling med nye økologiske kartofler og sovs, syntes anledningen til at knappe en af dem op også at være opfyldt. Glasset fyldes af et lyst bryg et par toner mørkere end vanlig pilsnerfarve, der er dejligt tåget af restgær. Ovenpå rejser sig et højt, flødeagtigt skum, kridhvidt, solidt og alligevel med store bobler inde imellem cremen. Klæbeevnen udebliver dog, hvilket egentlig overrasker mig.

Duften er en klasse helt for sig selv. Hvis det kun var duften, bloggen handlede om, ville brygget være rendt med seks stjerner lige på stedet. Den har en helt overordentligt og nærmest uforskammet sød og fyldig bouquet af vanille, som man kender den fra flødeis, koldskål og vanillekranse – bare så ufatteligt meget kraftigere, føj dertil hyldeblomst, en snert af roser og en bagvedliggende essens af jordbær. Nogle ville måske sige parfumeret, og jeg vil ikke give dem uret, omend det så sandelig er et af de få tilfælde af parfumeret på den fede måde. Man fristes til at hælde lidt bryg op, og så bare hive duften ind, mens skummet falder – så hælde lidt mere, snuse ind – lidt mere snuse ind … Sådan ville man kunne få rigtig lang tid til at gå bare på at dufte brygget.

Nuvel – ved øl er duften ikke det vigtigste. Smages skulle det også.

Her melder sig straks nogle andre toner. Brygget er sødt-syrligt, som jeg husker Stuykman Wit fra Nørrebro Bryghus, præget af sure appelsiner vel blødt op af rosen- og hyldeblomstsødme og det hele i øvrigt væsentligt kraftigere og mere fyldigt end hin konfliktramte Nørrebro-øl. Ved slutningen af tungen bøjer brygget også i den grad af, og tager nu en ganske anden, mere radikal og feinschmeckerisk retning.

Op langs med ganen og ind i mandlerne trænger nu, med samme kriblende fornemmelse som når man bliver lokalbedøvet, en kraftig bitterhed af tør humle, salmiaklakrids og træ. Det er for alvor her, at brygget gør opmærksom på det store indhold af tørhumle.

Bagom lurer fortsat øllets syrligtsøde smag, der altså ikke passer helt perfekt med den ellers pragtfuldt bitre finale. Kompositionen mellem de forskellige smagsnuancer kunne være både bedre valgt og bedre afstemt, men alligevel er der samlet set tale om et ganske vellykket, vovet og iøvrigt forfriskende slutresultat. Det er en øl fuld af smag og gåpåmod – især mod, og jeg foretrækker klart vildskaben og eksperimenterne – med risiko for, at det ikke lykkes helt – frem for kontrol og kompromis, hvor brygget vil mangle i smagens kraft, hvad det ellers måtte have i velafstemthed.

Jeg blev anbefalet at drikke den kold. Det fandt jeg efterhånden ud af ikke er nødvendigt. Syrligheden tager af, jo mere temperatur brygget får, samtidig med at sødmen tager over. Sødmen minder igen om appelsiner med en snert af roser, der bliver kraftigere jo mere temperatur brygget får.

Uagtet dette er den skarpe syrlighed i det kolde øl både velgørende og forfriskende – på samme måde som britiske øl kan være det, selvom de her til lands velsagtens er berygtede for netop dette. Jeg synes imidlertid det er forfriskende at opleve, at også syrligt øl kan være rigtig godt – det er bestemt ikke tit man oplever det.
Godt arbejde, Jakob!
4-en-halv-stjerne

Updated: 10. juli 2016 — 23:40

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme