– og et kritisk hængeparti …
De, som følger bloggens side på fjæsen vil vide, at jeg i onsdags var på rundvisning i Amager Bryghus. Det var en så fantastisk oplevelse, at der desværre kun er klichéerne tilbage at beskrive det med – overvældende, øjeåbnende, fantroligt, utastisk … og da det altsammen ryger ind ad det ene øje og ud af det andet, og læseren højst tænker “ja ja, kom nu til sagen” har jeg kun den slatne mulighed tilbage at understrege, at det så gu’ var et for vilderen-agtigt oplevelseseventyr af den totalt opturslignende slags, eller noget, sådan at selv de unge kan forstå det.
Og en detaljeret rapport skal I nok få. Dagens anmeldelse angår imidlertid en øl, jeg nød tirsdag aften – altså før besøget på Amager Bryghus. Køen af øl, der skal anmeldes er, næppe overraskende nu hvor der er et bryggeribesøg imellem, blevet temmelig lang. Heldigvis er mit største problem et af førsteverdenstypen.
Brygget her købte jeg i Fish & Beer på Amagerbrogade som én af mange for et gavekort, jeg fik til butikken til min 40-års fødselsdag. Ja, hin novemberdag spøger stadig, og der er fortsat en anden kø, der venter. Men jeg må nok hellere tage det, jeg allerede har prøvet, først.
Brygget er japansk – og i det fjerne østasiatiske land, har jeg indtil videre kun været én gang før – altså, fysisk har jeg aldrig været der, men deres øl har jeg anmeldt en gang før, ikk’ å. Det var faktisk ikke helt så kedeligt som forventet, men når forventningerne er afstemt efter et ølmarked, man skal rejse til Tyskland for at finde mere konservativt, så bliver det så meget desto nemmere for virkeligheden at overgå forventningerne. Her er der imidlertid tale om et egentligt mikrobryg – et marked, der også i Japan er på vej frem – og så kan man undlade at tage højde for konservatismen så længe.
Som kaffe-stout gør brygget det godt fra start. Ved åbning breder sig en tyk em af natmørk chokolade med mocca sig ud i lokalet. Som en god stout lader brygget sig kun modvilligt skænke, og man ærgrer sig lidt over at ens dejskraber er for bred til komme ind i flasken, så man kan få det hele med ud. En nydelig caffe-latteskumtop kroner brygget – visuelt mangler der bestemt ikke noget.
I smagen fylder kaffen mest. Jeg krummer kortvarigt tæer af frygt for, at den gode smag skyldes gode blandeevner og ikke brygevner. Afvigelsen fra den tyske standard giver uanset overtrædelse af reinheitsgebot både velsmag og fylde. Og så er der jo også andre indslag til stede – det ristede og røgede træder frem i eftersmagen, og lader man brygget hvile før nedskylning træder det søde også frem. På en baggrund af ahornsirupessens smager man søde æbler ved gummerne. Lækrest forbliver dog brygget formidable fylde, der giver fornemmelse af et bryg, der skal tygges – som skrå eller sejt kød.
Fordommen om japanere som nogle, der har styr på alt og det samme under kontrol lever fortsat i bedste velgående. Derfor forbliver det også et venligt hyggebryg, hvilket der i sig selv ikke er noget galt med, selvom gamle anarkister som jeg selv, måske godt kunne have haft lidt mere rå vildskab. Men fred være med det.
