Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Herlsev Bryghus Porter, Herslev Bryghus

Kaffegrums og rugbrød …

For nogle måneder siden solgte min far sit hus i Hvalsø – hvor jeg i øvrigt boede og bloggede fra for fem år siden – og flyttede på alderdomshjem i Nordvest. Det var ikke kun en fordel for ham, men også for hans tre børn, der nu kan besøge ham meget nemmere end før. Vi har alle overtaget nogle af hans ting, og næppe overraskende tilfaldt hans restlager af øl undertegnede.

Deri forefandtes blandt andet denne porter fra Herslev Bryghus – det ligger jo heller ikke langt borte derfra – som imidlertid viste sig at have stået længere i kælderen end intenderet. Sidste salgsdato var i sommer, så den har fået lov at lagre lidt. Heldigvis plejer det sjældent at være noget problem ved mørke øl og især ikke portere.

Der er ikke sparet på noget i det natsorte og tætte, brunskummende bryg. Bitterhed af kaffe, sødme af karamel og vanillefylde – alt sammen afstemt med den bittersøde baggrund af mørk chokolade.

Men måske havde den alligevel stået for længe …

For alle, de gode, forjættede indtryk i duften blev hastigt skyllet væk som kaffegrums i et industriopvaskeanlæg. Kaffen var alt for tynd, og i øvrigt den billigste uøkologiske (i modsætning til øllet ellers …) man kunne finde i det mest snuskede discountsupermarked. Vanillechokoladefylden er erstattet af tørt rugbrød, og den flydende karamel som man kender den fra chokoladeskildpadderne var intetsteds at finde.

Sjældent har en øl lovet så meget og holdt så lidt. Generelt plejer mørke bryg ellers at få lidt mere fylde af at stå, mens humlen ganske vist kan blive lidt slatten. Her er det hele slattent, og skyldes næppe at sidste salgsdato var overskredet. Snarere må man have haft en minusdag på Herslev Bryghus, der ellers gerne leverer fuldfede oplevelser af høj karakter.

Også kvalitetsøl bliver kedeligt fortyndet …

Updated: 10. december 2017 — 12:07

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme