Afstemningsøl II
Der var som bekendt folkeafstemning i torsdags, og den hænger nu om muligt også mig længere ud af halsen, end et par dage før selve valghandlingen.
Det ændrer dog ikke ved, at jeg og Peter (min nabo og gæst den aften) delte endnu en øl mens resultaterne tikkede ind. Denne fik jeg til min fødselsdag af Marcus, med hvem jeg blandt andet har spillet Munchkin under påvirkning af et udvalg af COOPs faste repertoire af munkeøl. Der er i øvrigt mere at vente fra den kant – han og hans tvillingebror Joachim havde nærmest ryddet Høkeren i Ravnsborggade for gærede humleprodukter, så jeg havde noget at anmelde efter min fødselsdag. Denne er kun begyndelsen, og selvom ikke alt blev leveret i selskabsemballage (dvs. alt over ½ liter – det er almideligvis den øvre grænse for, hvor meget jeg gider drikke alene) regner jeg med, at kvaliteten er af samme kaliber og gerne mere.
Der et tale om en debut for det amerikanske bryggeri Two Roads Brewing. Jeg ved ikke, om de er kendte eller ej, men de har hjemme i staten Connecticut, som jeg første gang nogensinde hørte om i gymnasietiden, da vi i min klasse fik en udvekslingsstudent derfra. Brygget er dog tilegnet brygmesterens oldefar, der havde sit virke i South Dakota, en utrillion kilometer derfra. Historien (som kan læses på bagetiketten) er den simple, at oldefar dyrkede lige så mange hektar, som der er kilometer mellem South Dakota og Connecticut (sådan cirka), men når snestormene kom, bryggede han sin egen øl – ‘Henry’s Bock Beer’ – i stedet.
Om recepten er den samme, fremgår ikke, men tilegnelsens oprigtighed virker intakt.
Det er et mørkt bryg, omend akkurat gennemskueligt og knækket i det rødbrune. Skummet er til gengæld hvidt som sne fra en South Dakota-snestorm, og klæbrigt som tøsne mellem hænderne på en skarnsunge, der er ude på skælmeri. Duften er tung af et næsten overfyldigt maltindslag med kombineret sødme og syrlighed af svesker … Det er fra starten næsten lidt for meget af det gode.
Og sveskerne mærkes i den grad også i bryggets smag. ‘Bryg’ er næsten for mildt et ord at bruge. Grød er mere passende – i hvert fald fylden taget i betragtning. Og sammen med fylden yder sveskesødmen og sveskesyrligheden rigeligt med kraft til, at man ikke bare får en smagsoplevelse for fuld skrue – man får også hurtigt nok, og lidt mere end det.
Brygget skal have fuld kredit for sin kraft og sin smag, der med det voldsomme sveskeindtryk alene ville have været nok til at levere både oplevelse og kvalme. Men brygget er ikke engang slut der. En kraftig bitterhed melder sig i eftersmagen, som en lidt for stærk westernkaffe, der via grødfylden også giver en oplevelse af grums. Den ufine bitterhed i eftersmagen omtales på bagetiketten som ‘a hint of hops that provides a perfect balance’ … lad os bare sige, at gengivelsen ikke er den, jeg i min tid som ølblogger har læst, der stemte bedst overens med min oplevelse.
Brygget forbliver ude af balance, selvom oplevelsen da er til at tage at føle på. Det er blot ikke udelt en god oplevelse, brygget giver. Den er som minimum også kvalm og disharmonisk, men på den anden side er det heller hverken uforløst eller ufuldstændigt. Man savner ikke noget efter den – men føler, ligesom da man snusede til brygget, at det er lidt for meget.
Ligesom afstemningen – som det jo altid er med sådan nogle afstemninger – også blev for meget.
Det værste er, at eftersom det blev et nej, ved vi, at vi får en afstemning til. Nærværende bryg, derimod, kan man i det mindste undlade at købe en mere af, hvis man synes, at den var alt for meget.
