Helles Vollbier, Kaiserdom Privatbrauerei

Så kan jeg vel forp@&%! lære det?

Jeg skulle selvfølgelig brokke mig over min ustabile arbejdssituation offentligt. Nærmest som en form for jinx eller nemesis – omend på den fede måde, når alt kommer til alt – måtte jeg bagefter dukke mig for ikke at blive slået omkuld af vildfarne jobtilbud.

Den i sidste indlæg omtalte arbejdsordre faldt om man så må sige i skrivende stund. Der var tale om en aftenvagt på den lokale margarinefabrik, der i øvrigt med jævne mellemrum er behjælpelig med udfyldning af huller i min usikre arbejdsplan. Aftenarbejde er velbetalt, og arbejdspladsen ligger i bekvem cykelafstand. Så midt på eftermiddagen gik det afsted, med hjemkomst ca. ved midnat.

Sulten og opfrisket efter hjemtur på velocipede i en mild eftersommernat langs limfjordspromenaden gik jeg ikke direkte i seng. Jeg formåede faktisk at trække den helt til klokken halv tre efter bl.a. at have nydt et solidt natmåltid med sådan én her til (mest fordi det var den eneste jeg havde).

Men jeg fik ikke lov at sove længe. Klokken halv otte ringede telefonen. En lokal friskole, hvor jeg om tirsdagen underviser i tysk havde brug for mig hele dagen som vikar. Så søvndrukken, forvirret og uden at kunne nå at få min morgenkaffe hastede jeg i bad, fik kastet et tarveligt og utilstrækkeligt morgenmåltid i hovedet, og så ellers af sted i bus til en hel dags vikarundervisning …

Heldigvis er eleverne derude rigtig søde. Lønnen som lærervikar fejler heller ikke noget. Og i morgen går det så løs igen med vikarundervisning. Men da jeg på hjemturen hurtigt skulle ringe til mit vikarbureau for at få afklaret en sag, blev jeg tilbudt endnu en aften/nat-tjans på margarinefabrikken … Lettere tøvende måtte jeg takke nej. Der er ingen grund til at få et stressrelateret nervesammenbrud netop som ens økonomi viser tegn på at være i bedring for en afvekslings skyld.

Relevansen for dagens øl af alt denne snik-snak om kaoset i mit liv er som altid lig nul. Kaiserdom-brandet er fast inventar i COOP’s butikker, og har været det gennem alle årene, hvor jeg har skrevet blog. En af de første anmeldelser jeg skrev, var faktisk af Kaiserdoms pilsner, og min begejstring var til at overskue, for nu at underdrive demonstrativt og med en æg af sarkasme.

Fire gange har jeg anmeldt bryggeriets øl, og ikke én af dem er nået op på, endsige over, middelkarakteren på tre stjerner. Why do I even bother?

Og i modsætning til en ellers udbredt talemåde er Plejer ikke død, men lever i bedste velgående. For ganske som et Kaiserdomprodukt plejer, leveres der her vel under middel visuelt, olfaktorisk og aromatisk, startende med en jævn, korngul pilsnerlød, med dertilhørende udeblivende skumoplevelse, der ellers ville kunne have reddet en flig af en fra starten vaklende oplevelse. Duften er fjern om overhovedet til stede. Er det i virkeligheden bare væde man får i næsen, eller der også en duft af humle – eller øl på en eller anden måde – dernede i dybet? Jeg er langt fra sikker.

I det mindste kan man da ikke beskylde brygget for at gøre en tørstig. Brygget er både forfriskende og svalende, og formår samtidig at levere en portion liflig brus, så man uvægerligt kommer til at tænke på et glas perlende danskvand. Og det er jo også rart, når det ellers er et glas danskvand, man har skænket sig. Når man har skænket sig en øl, derimod, er den slags oplevelser noget, man helst er foruden.

Humlen og malten – og for den sags skyld også gæren – kommer man til at lede længe efter i smagen. Og ligesom med duften blev denne blogger aldrig helt sikker på, om han overhovedet fandt nogen af delene. En præstation, der i alt ender endnu mere tarvelig end det hastigt opdiskede morgenmåltid.

Nej, det skulle heller ikke blive denne gang, Kaiserdom Privatbrauerei imponerede mig. Hvad ‘Voll’ præcis dækker over har jeg ikke nået at google mig frem til, men oplevelsen var i hvert fald til fulde, hvad jeg ud fra de tidligere Kaiserdom-oplevelser kunne forvente.

Med andre ord blev det som det plejer.