Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Heavy Water, Beavertown Brewery (Ole Øl-Ninja I)




En gammel kending …

Hermed starter sagaen om den eftermiddag Ole kom på besøg i mit ringe hjem i Thisted, bevæbnet med en hel kasse fine mikrobryg, som han havde hentet mestendels i Købmandsgården i Voldby, og resten … vel, det fik jeg aldrig helt med. Men rundt omkring velsagtens og vist nok.

Ikke én af øllene havde jeg prøvet før, og ikke én af dem har jeg set stå hos nogen af de ølpushere, jeg regelmæssigt og uregelmæssigt frekventerer.

Et eller andet sted skulle vi jo starte, og da Ole havde kørt et godt stykke vej, og dette havde givet de medbragte øl noget temperatur, valgte vi at lægge ud med en mørk øl, der bedst ville kunne nydes omkring stuetemperatur. De lysere bryg kom til gengæld i køleskabet.

En Imperial Stout med hindbær, cacao og vanille fra engelske Beavertown faldt valget på. Jeg har været forbi bryggeriet en enkelt gang før for snart fire år siden, via Oles og min fælles ven Lasse. Lasse havde tre smagsprøver med til København, da jeg selv kun lige var flyttet fra Amager til Brønshøj – og en af dem var fra Beavertown, og den skulle vise sig at være den bedste.

Så det er næppe overraskende at finde dem i udvalget hos forhandlere af kvalitetsbryg. Forventningspresset røg også noget i vejret af emballagens brutalistiske stil. Og så var det alligevel søde og børnevenlige ting som hindbær, kakao og vanille, brygget var krydret med. Børnevenlig eller brutal? Der var kun én måde at finde ud af det.

Ole åbnede, jeg skænkede og vi var begge umiddelbart glade ved synet: Kulsort, uigennemskinneligt og med tæt, fedtet brunt skum … der så til gengæld ikke var helt så højt som man kunne have ønsket.

Hindbærrene kunne til gengæld mærkes i duften … som det eneste. Selvom bouqueten var tæt, savnede man de typiske stoutnoter af fx mørk chokolade eller stærk kaffe. Vage karamelnoter var det eneste, mit ellers mægtige snudeskaft opfangede.

I smagen var det også hindbærrene, der gjorde mest væsen af sig. I hvert fald i min mund, hvor jeg mærkede dem omgående. Ole mærkede dem derimod først på bagtungen, hvor jeg til gengæld endelig kunne glæde mig over nogle rare, ristede kaffenoter, som jeg havde savnet både i duften og da de første dråber ramte inden for læberne.

Sådan rigtig godt blev det nu aldrig. Brygget forekom Ole for svagt i karakteren, og jeg måtte give ham ret. Hindbærrene var også lidt for langt fremme i smagen, og gjorde brygget en kende disharmonisk. Endelig efterlod brygget en klæbrig hinde på tunge og gane, der mindede om en blanding af pap og lakrids – et sikkert kendetegn på en stout, der ikke sidder helt i skabet.

Uden at det overordnet var noget dårlig øl. Oplevelsen var i hus, men vi var samtidig rørende enige om en karakter over middel, der dog langt fra ragede ind i himlen.




Updated: 5. februar 2020 — 17:00

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme