Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Heady Topper, The Alchemist

2016-08-11 19.32.11Både i dåse og glas …

Ak og ve! Læserne har igen måttet døje med en afbrydelse i den ellers linde strøm af øl og anmeldelser.

Bloggerens elendige undskyldning er denne gang et lille arrangement, han frekventerede i den forløbne weekend – livsstilsmessen i Bernstorffparken i Gentofte. Ja, sådan nogle pæne steder kommer undertegnede også. Tænk at jeg ikke engang blev stoppet, da jeg valgte at køre under cykelbroen ved Lyngbymotorvejen.

I skal ikke snydes for en længere redegørelse for eventuelt gøgl, gavtyverier og anden festivitas, der måske – måske ikke – fandt sted i slotsparken. Jeg var i godt selskab med de gæve gutter fra Kongebryg, så det var hele tiden hyggeligt og aldrig kedeligt.

Inden jeg når dertil har jeg imidlertid igen-igen-igen et hængeparti, jeg skal have fra hånden. Før jeg tog på weekend for mestendels at more mig – men altså også for at skænke øl i godt selskab – prøvede jeg en anden af de spændende amerikanske øl, Martin Guldhammer i dølgsmål havde bragt med sig hjem fra ferie.

Heady Topper er en dobbelt IPA. Oplevelsen beskrives som “Wave after wave of hoppy godness on your palate”. Det kan det Vermont-baserede mikrobryggeri The Alchemist jo sagtens komme og sige. Men i betragtning af den oplevelse, som Focal Banger leverede, skal man være varsom med at afskrive selvsmigeren som ren markedsføringsmæssig verbalakrobatik. Hin IPA har jeg i hvert fald skrevet bag øret som den bedste øl, jeg nogensinde har prøvet. 666 Black Damnation er efter fem år på toppen endeligt blevet detroniseret.

Dirrende af forventning åbnede jeg dåsen, og hev duften ind med alt hvad mine lunger kunne trække. Jo, der var rigeligt aroma til alle fimrehårene og de indvendige slimhinders fulde areal. Bergamotolie og fyrrenåleessens forefindes i koncentrationer, så bouqueten slår over i syrlige stikkende limenoter, mens humlen ellers bare buldrer derudaf.

Smagen er igen en aromaeksplosion af rå, frisk og uforfalsket humle. Men til forskel fra Focal Banger er det ikke så meget grannålene, man smager som selve træet, de vokser på. Det gør brygget en anelse tungere at arbejde med, så den følelse af at lette og svæve, man havde håbet at genopleve, desværre udebliver.

Fylden er massiv – men ikke ekstraordinær. Eftersmagen er – ligesom selve smagen – sat i et tungere gear, så den i stedet for at pumpe bølge efter bølge af frisk og karsk aromahumle mod smagsløgene, tæsker løs på dem med en bitterhed, der nærmer sig det beske og det klæge.

Ja, brok er der masser af – men har man én gang prøvet Alchemists gudebryg, så gør det lidt ondt når det anden gang bare ikke når samme højder. Det er alt andet lige stadig et bryg i topklasse, som har mine varmeste anbefalinger, og som man ikke bør gå uden om, hvis man får chancen.

Og denne øl kan i øvrigt skænkes – og eventuelt deles uden også at dele mundbaciller – uden at det ødelægger noget. Duften og aromaens kraft tager lidt af, men til gengæld opdager man, at brygget er mere broget i smagen end når det drikkes fra dåse. En bitter, krydret kant af soya melder sig ved mandlerne, og træbitterheden synes at blive en tand mindre anmassende idet den ændrer sig til en friskere og lidt spinklere kommenkarakter. Og så er det lettågede, korngule bryg jo bare flot at beskue.

Bryggets generelt grovere og mere uforfinede bitterhed gør også, at man på et tidspunkt i forløbet får nok, mens Focal Banger nærmest føltes som en flydende udgave af Den Hvide Heks’ Turkish Delight. Af den ville man bare have mere, mere og mere og til sidst drikke sig ihjel.

Det er måske meget godt, at der ind imellem også findes øl der ikke er helt så vidunderlige.

5-stjerner

Updated: 10. oktober 2016 — 10:34

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme